4. dec. 2023
Af Jon Bloch Skipper / Redigeret af Malan Joensen

Kan prins Christian blive gift med prinsesse Ingrid Alexandra?

Prinsesse Estelle, prinsesse Ingrid Alexandra, prins Christian, prinsesse Catharina-Amalia og prinsesse Elisabeth samlet ved prins Christians 18-års fødselsdag. 
Prinsesse Estelle, prinsesse Ingrid Alexandra, prins Christian, prinsesse Catharina-Amalia og prinsesse Elisabeth samlet ved prins Christians 18-års fødselsdag.
Foto: Keld Navntoft / Kongehuset
I BILLED-BLADETs kongelige brevkasse kan du hver uge læse interessante spørgsmål og svar om alt inden for den royale verden.

Spørgsmål og svar har tidligere været bragt i BILLED-BLADET.

Kære kongelige brevkasse
Her efter prins Christians fejring kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad der ville ske, hvis han blev glad for f.eks. prinsesse Ingrid Alexandra, og de gerne ville være kærester, forloves eller måske giftes en dag? Man kan vel ikke forestille sig, at parret ville dele sig som konge og dronning for Danmark og Norge, hvor prins Christian boede i Danmark og udførte sit job her og prinsesse Ingrid Alexandra i Norge og ligeså? Eller ville den ene abdicere for at følge den anden, så han eller hun ville kunne udføre sit royale ansvar? Det kunne jo også være prinsesse Catharina-Amalia, som prins Christian blev glad for.
Med venlig hilsen
Anne B.

Kære Anne B.
Prins Christian kan nok vælge sin kommende ægtefælle mere frit end mange danske tronarvinger før ham. Der er dog få, men klare begrænsninger. En af disse er de jævnaldrende prinsesser, der står til at overtage tronen i deres hjemland en skønne dag. Det drejer sig bl.a. om prinsesse Estelle af Sverige, prinsesse Ingrid Alexandra af Norge, prinsesse Catharina-Amalia af Nederlandene og prinsesse Elisabeth af Belgien, som prinsen faktisk blev fotograferet sammen med i forbindelse med sin 18-års fødselsdag. Leonor af Spanien, prinsesse af Asturien, er også udelukket. Jeg har svært ved at forestille mig prins Christian kaste sin kærlighed på en af disse tronarvinger, for han er utvivlsomt opdraget til at have en god idé om, hvem det er hensigtsmæssigt at forelske sig i. Prinsesse Ingrid Alexandra har prinsen desuden lært at kende som en nær ven af familien og ikke som en potentiel amourøs forbindelse – og skulle prinsen endelig få den tanke at gifte sig med hende, ville ægteskabet formentlig ikke blive godkendt af dronning Margrethe, og det skal det, hvis prins Christian fortsat har planer om at blive konge og få arveberettigede børn. For Tronfølgelovens § 5, stk. 3 er ganske klar: "Indgår en til tronen arveberettiget person ægteskab uden kongens eller den regerende dronnings i statsrådet givne samtykke, mister den pågældende arveretten til tronen for sig og de i ægteskabet fødte børn og disses afkom". Tænk blot på, hvilke statsretlige problemer som børn af et sådant ægteskab ville afstedkomme. Hvis prins Christian og prinsesse Ingrid Alexandra eller en af de andre kvindelige tronarvinger ønsker at gifte sig, vil en af dem være nødt til at afgive arveretten til sit lands trone.
Mange hilsner
Jon Bloch Skipper

Har du et spørgsmål af royal karakter, du gerne vil have opklaret? Så kan du sende det ind til BILLED-BLADETs kongelige brevkasse, der er en fast del af Danmarks royale ugeblad.

Hver uge svarer historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper på interessante spørgsmål om kongehuset, kongefamilier i ind- og udland samt mange andre spændende aspekter af den royale verden igennem historien.

Jon er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).

Send dit spørgsmål på mail til jon@billed-bladet.dk eller på post til BILLED-BLADET, postbox 602, 0877 København C. Mærk kuverten "Kongelig brevkasse".

Læs mere om: