31. dec. 2013
Af Preben Petersen

Kongehusets popularitet stiger markant

Prins Henrik og dronning Margrethe
Prins Henrik og dronning Margrethe
Foto: Jesper Sunesen / BILLED-BLADET
Berlingske har fået lavet en undersøgelse om danskernes forhold til kongehuset. Resultatet overrasker historiker.

En meningsmåling, som Gallup har udarbejdet for Berlingske, viser, at 83 procent af danskerne er uenige i, at monarkiet skal afskaffes. 82 procent af dem er samtidig enige i, at Danmark har gavn af monarkiet.

Historiker Lars Hovbakke Sørensen kalder det en historisk meningsmåling set i lyset af, at opbakningen i målingen findes på tværs af både partier og landsdele.

- Det er meget markant i forhold til tidligere målinger. Der har været meget opmærksomhed omkring kongehuset de senere år med de mange familieforøgelser og bryllupper. Vi har haft Dronningens regeringsjubilæum og hendes 70 års-fødselsdag, som også har givet en masse positiv omtale. Der er blevet talt om, hvordan Dronningen har gjort det godt igennem alle årene. Alle de gode billeder har haft en effekt hos befolkningen, siger Lars Hovbakke Sørensen.

Fokus på forbruget

Samitidig med kærlighedserklæringen til de kongelige sender danskerne i undersøgelsen også et signal om, at kongehusets økonomi følges med vågne øjne.

- Kongehuset skal i hvert fald nok ikke bruge flere penge. De kongelige kan hurtigt få et image som forkælede arbejdsløse, der holder fest på skatteborgernes regning, og ikke som nogen, der yder noget til samfundet, siger historiker Jes Fabricius Møller.

Det er især vælgere hos Dansk Folkeparti og Enhedslisten, der forholder sig skeptisk til kongehusets økonomi.

Læs mere om: