Kronprins Frederik: Jeg er rigtig ked af min fars beslutning

Foto: Birger Storm

I forbindelse med et rejsegilde på Aarhus Internationale Sejlsportscenter udtalte kronprins Frederik sig for første gang om sin far, prins Henriks, beslutning om ikke lade sig begrave i Roskilde Domkirke.

Torsdag, 10. august 2017 - af Ulrik Ulriksen

Kronprins Frederik sætter for første gang ord på, hvad han mener om sin far, prins Henriks, beslutning om ikke at blive begravet ved siden dronning Margrethe, når den dag kommer. 

Det skete ved et arrangement i Aarhus Lystbådehavn, hvor kronprins Frederik deltog i et rejsegilde for Aarhus Internationale Sejlsportscenter.

– Jeg er rigtig ked af min fars beslutning på rigtig mange områder. Mere er der ikke at sige om denne sag for nuværende, kom det fra en fattet og alvorlig kronprins Frederik til den fremmødte presse på foranledning af et spørgsmål fra Ekstra Bladet.

Børnene på dannelsesrejse

Kronprinsen har de seneste par dage været på privat sejlads rundt i Danmark sammen med kronprinsesse Mary og parrets fire børn.

Kronprinsfamilien har haft fast base på Kongeskibet Dannebrog, der i dag ligger ved anker ud for Aarhus.

– Det har været en god dannelsesrejse for børnene, sagde kronprins Frederik om det skønne familiesommertogt.