11. jan. 2024
Af Josephine Sjelhøj

Tager væk før det store øjeblik: Beslutning om dronning Margrethe stikker i hjertet

Dronning Margrethe.
Dronning Margrethe.
Foto: Hanne Juul
Når Frederik udråbes som konge på balkonen på Christiansborg Slot, er dronning Margrethe hjemme på Amalienborg.

På søndag venter der en historisk dag for den kongelige familie og resten af Danmark.

Den 14. januar takker dronning Margrethe af efter præcis 52 år som regent, hvorefter kronprins Frederik overtager tronen og bliver konge.

Mandag blev det fulde program fra den begivenhedsrige dag offentliggjort, og her stod det klart, at dronning Margrethe ikke kommer til at være ved Frederiks side på balkonen på Christiansborg Slot.

Faktisk kommer hun slet ikke til at være på Christiansborg Slot, når hendes søn udråbes til konge.

Hun kører nemlig tilbage til Amalienborg klokken 14.15 – lige efter mødet i statsrådet, hvor hun underskriver en erklæring om sin abdikation.

Netop den beslutning er noget, der har gjort stort indtryk på BILLED-BLADETs chefredaktør, Annemette Krakau, som havde håbet, at majestæten havde været med på tætteste hold, når Frederik udråbes som konge.

– Det stikker i hjertet, at dronning Margrethe ikke er til stede på Christiansborg Slot i det øjeblik, hendes ældste søn træder ud på balkonen, udråbes til konge og modtager folkets hyldest. Hvor havde jeg undt hende at opleve det på tætteste hold i stedet for på en tv-skærm derhjemme, hvor jeg formoder, at hun ser med, fortæller Annemette Krakau og fortsætter.

– Jeg kan sagtens forstå logikken og strategien med, at hun har haft sit eget store moment og har fået masser af fortjent hyldest på vej på karetturen fra Amalienborg til Christiansborg, men efter hun har underskrevet sin erklæring om abdikationen i Statsrådet kl. 14.00 – heldigvis i godt selskab med kronprins Frederik og prins Christian – er det slut. Og ordet ensom majestæt har aldrig været mere rammende, for herefter forlader hun med det samme Christiansborg og kører i bil hjem til Amalienborg og ja, sætter sig foran tv’et og ser det store øjeblik, som er kongens. Og skal være kongens – og ikke den afgående dronnings. Men som mor ville man så ikke godt være der?

Annemette Krakau er dog helt overbevist om, at det er en helt bevidst beslutning, som er taget sammen med dronning Margrethe selv.

Selv om majestæten ikke er til stede på Christiansborg Slot under det historiske øjeblik, så har Annemette Krakau et stort håb for hende.

– Jeg håber, hun kan høre suset og brølet fra Christiansborg Slotsplads og hjem til Amalienborg, når H.M. kong Frederik 10. bliver udråbt. Og resten må hun så se på tv – og høre fra kongefamilien, når hun ser dem igen sandsynligvis senere om aftenen, fortæller BILLED-BLADETs chefredaktør Annemette Krakau.

Læs mere om: