15. nov. 2023
Af Sofie Nymand

Prinsesse Madeleine og Chris O’Neill gik alligevel ikke glip af festen – og det blev et gyldent glamour-øjeblik

Prinsesse Madeleine ved Nobelfesten i 2019. 
Prinsesse Madeleine ved Nobelfesten i 2019.
Foto: Uncredited/AP/Ritzau Scanpix
Sveriges prinsesse ankom til festen i et gyldent look.

Den 10. december samles Sveriges kongelige til en af årets største begivenheder, Nobelfesten. Men det bliver uden Madeleine og hendes mand, Chris O’Neill.

Tidligere på måneden bekræftede hoffet, og her lød forklaringen, at parret, der trods flytteplaner stadig bor i USA, har for langt til at kunne rejse hjem for at deltage.

Men de gik alligevel ikke helt glip af festen.

Forud for nobelfesten i december blev der mandag aften afholdt en middag på den svenske ambassade, hvor de amerikanske nobelpristagere var inviteret. Her deltog også prinsesse Madeleine og Chris O’Neill, og man må sige de formåede at drysse royalt stjernestøv udover aftenen – og det var den gyldne slags.

Det viser billeder, som prinsessen har delt på det sociale medie Instagram, hvor prinsessens metallisk glitrende guldkjole springer i øjnene.

Ifølge mediet Svensk Dam er kjolen fra Talbot Runhof, og hun matchede den med et par store øreringe fra Oscar de la Renta. Chris O’Neill ledsagede sin hustru iført smoking.

Selv om prinsessen og Chris O’Neills deltagelse var opført som en opgave i den kongelige kalender, havde parret ingen formel rolle ved middagen.

De havde derfor endnu mere tid til at hilse på de øvrige gæster, og til billederne fra aftenen har prinsessen skrevet:

– Forud for næste måneds Nobel-festligheder i Stockholm var det en ære for Chris og mig at blive inviteret til ambassaden i Washington i aftes for at møde nogle af de USA-baserede Nobelpristagere og lykønske dem med deres bemærkelsesværdige præstationer, skriver prinsessen, hvorefter hun takker den svenske ambassadør, Urban Ahlin, for invitationen. Ambassadøren ses også på Madeleines billeder.

Det er efterhånden nogle år siden, at det kongelige par har deltaget i Nobelfesten.

Senest prinsesse Madeleine deltog var i 2019, mens det er seks år siden for Chris O’Neill.

Læs mere om: