Dronningens nye hofmarskal: Jeg er ikke god til at have hobbyer
Siden 15. februar har Michael Ehrenreich været hofmarskal og kammerherre hos dronning Margrethe og prinsgemalen.
- Jeg går ind i det her, fordi jeg har meget stor respekt for regentparret og for, hvad de har udrettet, sagde Michael Ehrenreich til Ritzau i forbindelse med udnævnelsen.
LÆS MERE: Så tiltræder Michael Ehrenreich som dronningens nye hofmarskal
Som uddannet journalist med en fortid som korrespondent og chefredaktør, kender Michael Ehrenreich pressens verden og er vant til at have travlt.
Michael Ehrenreich er vant til travlhed
Fritid er ikke en vanesag.
Men det gør ikke noget, lader han forstå i Børsen (link fjernet).
- Det er ikke for at være arrogant, men jeg har ikke ret meget fritid. Jeg er heller ikke så god til at have hobbyer, siger Michael Ehrenreich.
Hofmarskallen er glad for spinning
Der bliver dog tid til at sidde på spinningcyklen i træningscenteret, hvilket er det tætteste hofmarskallen kommer på en hobby.
Det stod dog langt fra skrevet i kortene, at spinning skulle være noget for Michael Ehrenreich.
Han synes med egne ord, at spinningsalen så frastødende ud, og tanken om en skinger instruktør, der opildner folk, der okser rundt var heller ikke appellerende.
Familien er et misk-mask
Men en prøvetime var nok, og Michael Ehrenreich var solgt.
LÆS MERE: Hofmarskal Michael Ehrenreich holdt sit første pressemøde
Michael Ehrenreich er gift med Lemmi Tui, der er svensk-estisk og sammen har de to voksne døtre.
- Min kone kommer fra Halmstad i Sverige, men har estiske rødder, da hendes forældre flygtede fra Den Røde Hær i 1944. Vi mødtes i Oslo, og vores døtre er født i henholdsvis London og Washington. Så det er lidt af et misk-mask, sagde Michael Ehrenreich til Kristeligt Dagblad, da han i sin tid blev udnævnt til medredaktør på avisen.
Michael Ehrenreich holder fri med familie
Familien er travl, men hver anden søndag holder de kalenderen fri til hinanden.
- En af min kones store fortjenester er, at hun har indført søndagen som holdepunkt for hele familien. Begge vores døtre kommer hjem, og vi er bare sammen. Vi laver middag – de andre vil nok sige, at jeg laver for lidt, men jeg kan ikke lave mad. Vi lukker alt andet ude. Det er den ultimative frihed for mig, siger Michael Ehrenreich til Børsen.