12. aug. 2021
Af Julie Lund Rosenfeldt Isen

Stor udfordring til Anders W. Berthelsen

Anders W. Berthelsen
Anders W. Berthelsen
Foto: Kaspar Wenstrup
Snart debuterer den populære skuespiller i en helt ny og uvant rolle.

Han har stået foran kameraet som skuespiller i et hav af film og tv-serier bl.a. ”Italiensk for begyndere”, ”Krøniken” og ”Klassefesten”-filmene.

Men nu får Anders W. Berthelsen sin debut i en helt ny rolle på filmsettet.

Næste år debuterer han nemlig som instruktør på en ny, romantisk komediefilm. Filmen har titlen ”Lykkelige omstændigheder” og får efter planen premiere den 7. april 2022.

Anders W. Berthelsen har tidligere co-instrueret den prisbelønnede film ”Ser du månen, Daniel” sammen med Niels Arden Oplev, men det er første gang, at han skal stå for instruktionen alene.

Filmoptagelserne er netop startet i Kolding, hvor de fleste af filmens optagelser skal finde sted, og hvor Anders W. Berthelsen selv kommer fra.

Og instruktøren glæder sig meget til at stå bag kameraet på ”Lykkelige omstændigheder”. Det fortæller han i en pressemeddelelse:

- Efter at have været co-instruktør på Ser du månen, Daniel har jeg ledt efter det helt rigtige projekt til min egen instruktørdebut uden sikkerhedsline. Da jeg læste Kim Fupz’ manuskript til ”Lykkelige omstændigheder” var jeg ikke i tvivl om, at dette var det helt rigtige projekt for mig, fortæller Anders W. Berthelsen.

https://imgix.billedbladet.dk/lykkelige_omstaendigheder._kreditering_martin_dam_kristensen.jpg
Anders W. Berthelsen sammen med skuespillerne i ”Lykkelige omstændigheder”.
Foto: Martin Dam Kristensen

”Lykkelige omstændigheder” handler om to søstre, der lever vidt forskellige liv, og da den ene søster bliver gravid ved et uheld, tilbyder den anden at overtage den kommende baby mod at betale søsterens gæld. Aftalen bliver indgået, men intet kommer til at gå som planlagt…

I filmens hovedroller ses bl.a. Sofie Torp, Roberta Reichhardt og Esben Smed.

Læs mere om: