TILLYKKE: Kandis-Johnny fylder 52 år
Der er fuld fart på Kandis-Johnny, der lige nu har travlt på landevejene midt under sin igangværende sommerturné.
I weekenden gæstede Johnny Hansen Vorbasse Marked, og tirsdag den 25. juli kan han så fejre sin 52-års fødselsdag.
Ugen op til fødselsdagen har været rigtig travl for Kandis-Johnny, der er kommet vidt omkring og har mødt en masse mennesker undervejs.
Bandet har slået ny rekord
Hans turnébus har nemlig tilbagelagt 3.350 kilometer på blot en uge, og den samlede transporttid har været på 48 timer.
Det er ny rekord på blot en uge for det populære Dansktop-band, der i denne uge holder et par velfortjente fridage.
Her bliver der helt sikkert tid til en god fejring for Johnny Hansen og hans familie, der tæller hustruen Gitte, deres fælles søn og hans to døtre fra tidligere ægteskab.
Sengen kalder på Kandis-Johnny
Men så går det også løs igen for Kandis-turnéen, der mangler at besøge byer som Bindslev, Blokhus, Korsør, Kalundborg, Nykøbing Falster og Horsens.
Selv om Kandis-Johnny er vant til mange timer på landevejen, så er det dog stadig soleklart for ham, at han gerne vil hjem i sin egen seng, så vidt det er muligt.
Johnny Hansen bor i Hurup, hvor han er født og opvokset, og der er altså ingen tvivl om, at han trives bedst her i familiens skød.