14. jan. 2021
Af John Lautrup

TILLYKKE: Mike Tramp fylder 60 år

Mike Tramp
Mike Tramp
Foto: Jakob Muxoll
Mike Tramp har tænkt sig at fejre sin runde dag med en biltur rundt i Danmark. Nu han alligevel er strandet her på grund af corona.

Mike Tramp, teenageidolet, er blevet mere end voksen. Forsangeren i Mabel, som i 1978 vandt dansk melodi grand prix med "Boom Boom", runder i dag 60 år.

Og det sker i Danmark, hvor han har været strandet siden foråret på grund af coronaepidemien. Han har måttet aflyse soloturneer i både USA og Europa, og han har i stedet hjulpet sin bror, Dennis, med at bygge på dennes gård i Sydsjælland.

Familien i Indonesien har han heller ikke kunnet se. Landets skrappe karantæneregler ville gøre det umuligt for ham at rejse ud igen, hvis der pludselig skulle opstå en jobmulighed. Så han har måttet nøjes med daglige Skype-møder med sin hustru, Khadijah Azhari, og deres teenagebørn, Isabel og Lennon.

Fødselsdagen bliver derfor lavmælt.

- Jeg har tænkt på bare at sætte mig ind i min bil og køre Danmark rundt alene. Du ved, sådan en tur ad barndomsmindernes veje, fortæller han i telefonen.

Mike Tramp føler sig i topform og er fortrøstningsfuld i forhold til at kunne rejse verden rundt som musiker mange år endnu.

- Herregud, Bob Dylan fylder 80 til foråret. Se på Mick Jagger, han er 77. Og jeg er 11 år yngre end Bruce Springsteen, som lige har udgivet et af sine bedste albums nogensinde, ler han.

Læs stort interview med Mike Tramp i BILLED BLADET, som udkommer torsdag den 14. januar.

Læs mere om: