15. jan. 2022
Af John Lautrup

Anders Fogh Rasmussen: Dronningen er enestående

Anders Fogh Rasmussen
Anders Fogh Rasmussen
Foto: Lars H. Laursen
Anders Fogh Rasmussen, tidligere statsminister, hylder dronning Margrethes fine balance mellem folkelighed og ophøjethed.

Anders Fogh Rasmussen, Danmarks statsminister fra 2001 til 2009, er lykkelig for, at vi i Danmark har dronning Margrethe og ikke en valgt præsident. Det udtaler han i sine hyldestord til dronningen i BILLED-BLADET, der udkom torsdag den 13. januar - dagen før dronning Margrethes 50 års jubilæum som regent.

- Dronning Margrethe har formået at gøre monarkiet så populært, at de få republikanere i Danmark lister langs væggene, går stille med dørene og holder deres mund. Grunden til dronningens succes er, at hun i en helt enestående grad har fundet den fine balance mellem åbenhed og tilbageholdenhed, mellem folkelighed og ophøjethed og mellem nærhed og distance, siger Anders Fogh Rasmussen.

- For en folkevalgt statsminister er det en stor fordel, at statsoverhovedet ikke er valgt, men er overhovedet i en kongelig familie. I visse andre lande er der en usund politisk konkurrence mellem den valgte præsident og den valgte premierminister. Dronningen er hævet over partipolitik og i stand til at samle befolkningen om vigtige principper. Derfor er det danske monarki en integreret del af det danske folkestyre, tilføjer han.

Anders Fogh Rasmussen er en af de fem nulevende statsministre, der hylder dronning Margrethe i BILLED-BLADETs store jubilæumsnummer. De øvrige er Poul Nyrup Rasmussen, Lars Løkke Rasmussen, Helle Thorning-Schmidt og den nuværende statsminister, Mette Frederiksen.

https://imgix.billedbladet.dk/media/article/webgrafik_bb02-forsider_1.jpg

Læs mere om: