Se billedet: Silas Holsts lille søn matchede far i smart jakkesæt
Silas Holst og Nicolai Schwartz så flotte ud i sorte og matchende jakkesæt med hvide skjorter til deres romantiske bryllup i Gilleleje lørdag den 6. august.
”Vild med dans”-stjernen afslørede, hvor de flotte og klassiske outfits var fra.
- Det er fra Jardex, for jeg er jo mr. Jardex, så det ville være mærkeligt ikke at hive tøj ned fra deres hylder, fortalte Silas Holst, da BILLED-BLADET mødte parret, og tilføjede:
- Jeg er husmodel for dem, så de har syet de her flotte sæt tøj til os.
Jardex er en dansk tøjbutik, der er kendt for at sælge elegant herretøj.
Sønnens store ønske
Det var dog ikke kun brudeparret, der matchede hinanden. Silas Holsts femårige søn, Bob Jones, matchede dem nemlig også.
- Vores tøj er fuldstændig identisk, og min søn Bob har det samme på, fordi han gerne ville ligne os, fortalte Silas Holst med et stort smil.
Danseren har sønnen Bob Jones og datteren Maggie My med sin eksmand Johannes Nymark og veninde Louise Mahnkopf.
Efter vielsen lagde Silas Holst et sødt billede på Instagram, hvor man kan se Bob Jones gå ved siden af sin far og bonusfar i et matchende sort jakkesæt.
Viser ikke børnenes ansigter
Familien har valgt, at de ikke må vise billeder af børnenes ansigter på de sociale medier, og derfor har Silas Holst sat et hjerte over sin søns ansigt.
BILLED-BLADET har tilladelse til at bringe opslag fra danserens Instagram-profil.
Du kan læse alt om Silas Holsts romantiske bryllup og se billeder af alle de kendte gæster i BILLED-BLADET nr. 32, der er på gaden torsdag den 11. august.