5. jan. 2022
Af Ulrik Ulriksen

Hjulmand har fået nye muligheder: Jeg er superglad

Kasper Hjulmand
Kasper Hjulmand
Foto: Hanne Juul
For Danmarks fodboldlandstræner tikkede en rigtig god nyhed ind i aftes, og nu ser Kasper Hjulmand ekstra meget frem til en sæson med de vildeste udfordringer.

Herrelandsholdet i fodbold har med træner Kasper Hjulmand ved roret været fuldstændig forrygende over en længere periode.

Midt i glæden over masser af mål og sejre har Hjulmand og holdkammeraterne dog savnet Danmarks helt store stjerne Christian Eriksen, som efter sit hjertestop under EM-kampen mod Finland i juni har holdt en lang pause.

Kasper Hjulmand er glad

Tirsdag bød Eriksen dog på en nyhed, der har glædet alle fodboldfans og især landstræner Kasper Hjulmand.

Christian Eriksen
Christian Eriksen
Foto: Ritzau/Scanpix

Eriksen meldte ud, at han vil spille fodbold på højeste niveau igen, og i et interview med DR fortæller han desuden, at han vil til VM i Qatar med det danske landshold.

Helt nye muligheder

Det glæder Kasper Hjulmand og giver lige pludselig landstræneren nogle nye muligheder i forhold til det spillermateriale, Hjulmand har haft til rådighed, siden Christian faldt om den 12. juni i Parken.

- Begynder han at spille fodbold, har jeg svært ved at tro, at han ikke kan genfinde det niveau, som han havde i 10 år i træk indtil i sommer, hvor han var første mand på holdkortet. Når han spiller på det niveau, vi ved, han kan, kan han spille på alle hold i verden, siger Kasper Hjulmand til DR, og han har mere på hjerte om Eriksen og landsholdet.

- Jeg er super glad for, at Christian er kommet dertil, hvor han har det godt, og familien har taget de skridt, at man er afklaret. Jeg fornemmer en stor afklarethed hos Christian, lyder det fra Hjulmand, som nu ser ekstra meget frem til VM-slutrunden i Qatar i november og december i år

Nu har Kasper Hjulmand potentielt et helt vildt trumfkort til den VM-trup, han skal udtage senere på sæsonen.

Eriksen kan gøre ondt på ethvert forsvar

Eriksen er i sin bedste udgave en absolut verdensklassespiller, der kan være kampafgørende med sit knaldhårde og præcise spark fra distancen og sine fikse kombinationer foran straffesparksfeltet.

Teknikken og overblikket findes ikke bedre hos nogen i verden, og hvis Danmark skal have succes til VM-slutrunden, hvor vi kan brage ind i lande som Tyskland, England, Argentina og Brasilien, så kan en Christian Eriksen i topform give Danmark et ekstra våben, der kan gøre ondt på enhver modstander og give sejre mod selv de allerstærkeste nationer.

Det er noget en træner som Kasper Hjulmand kun kan være godt tilfreds med at have med i bagagen til kampene i Qatar.

Læs mere om: