5. aug. 2023
Af Ulrik Ulriksen

Mads P. forbereder sig på lidt af et drama: Det kan blive ekstremt farligt

Mads Pedersen
Mads Pedersen
Foto: Ritzau/Scanpix
Alle rød-hvide cykelfans drømmer om en ny triumf i kølvandet på Vingegaards Tour de France-opvisning. Søndag gælder det VM i linjeløb, hvor Mads Pedersen er blandt favoritterne. Midt i optimismen er der dog også nerver på, fordi ruten i Glasgow kan vise sig at være ret farlig.

Der er mange muligheder for de danske ryttere, når det søndag i Glasgow i Skotland for alvor går løs med VM i landevejscykling, det såkaldte linjeløb.

En lang række heftige sving, over 40 af slagsen, og et potentielt ekstremt farligt underlag, betyder, at Danmarks kaptajn og supersprinter Mads Pedersen, der vandt VM i 2019, maner til forsigtighed.

Således meldes der ikke overraskende om regn over Glasgow i morgen eftermiddag, og så kan underlaget blive uhyggeligt glat og decideret farligt at køre cykelløb på.

Mads Pedersen håber på tørvejr

– Der er mange dumme sving med dæksler og klinker, så det vil være lidt træls, hvis det begynder at regne, siger Mads Pedersen i dag ifølge Ritzau.

Ruten i Glasgow har været omdiskuteret op til VM, og da der blev kørt EM 2018 i samme område, regnede det voldsomt, hvilket skabte sæbeglatte veje.

Naturligvis medførte forholdene dengang adskillige styrt, og sådan kan det gå igen i morgen.

Mads P. håber derfor på tørvejr og på, at han og holdkammeraterne kan holde sig i førergruppen helt til opløbsstrækningen, hvor Mads er så eksplosiv.

TV 2 Sport viser VM-løbet søndag.

Læs mere om: