26. maj. 2021
Af Ulrik Ulriksen

Rasmus Seebach overrasker til fodboldfest

Rasmus Seebach
Rasmus Seebach
Foto: Martin Høien
Ved en stor begivenhed i København blev de 26 fodboldspillere, der skal med til EM-slutrunden for Danmark præsenteret. Pludselig dukkede Rasmus Seebach op i en fantastisk præsentationsvideo til den tv-transmitterede fodboldfest.

Kasper Hjulmand, der er træner for herrelandsholdet i fodbold, præsenterede tirsdag aften i direkte tv de 26 spillere, han har udtaget til slutrunden om europamesterskabet i fodbold denne sommer.

Rasmus Seebach med til præsentation

De udvalgte fodboldhelte til EM blev præsenteret i en skarpt klippet video, der blev vist ved et show i København.

I præsentationsvideoen, som kan nydes på DBU’s digitale platforme er der flere overraskelser, og det er faktisk ikke fodboldspillerne, der brillerer.

Popstjernen Rasmus Seebach overrasker med en herlig gæsteoptræden i præsentationsvideoen, da han siddende i en frisørstol og efter en lynklipning præsenterer Danmarks midbanedynamo Thomas Delaney som en af de 26 af Kasper Hjulmands udvalgte.

Sand stjerneparade

Også den tidligere tennisdronning Caroline Wozniacki er med i videoen, og hun præsenterer Danmarks Pierre-Emile Højbjerg, mens Melvin Kakooza dukker op i en trøje med den danske angribe Martin Braithwaites navn på ryggen og dermed byder ham velkommen i EM-truppen.

Leicester-målmanden Kasper Schmeichel var den første spiller, der blev udtaget.

Det skete, da EM 1992-heltene John Faxe Jensen og Kim Vilfort fra balkonen på Københavns Rådhus holdt en dansk landsholdstrøje med Schmeichels navn bag på.

Flot præsentation

Jo, det er en sand dansk stjerneparade, der bliver budt på i videoen fra Dansk Boldspil Union.

Du kan se videoen med Rasmus Seebach og de andre profiler i Instagram-opslaget her.

Følelsesladet finale

I videoens følelsesladede afslutning ses Tommy Møller Nielsen stå ved en mindeplade for sin afdøde far, Richard Møller Nielsen.

Netop Richard Møller Nielsen var 1992 træner for dét danske landshold, der overraskede en helt fodboldverden og vandt EM-pokalen efter 2-0 finalesejr over Tyskland på Nya Ullevi Stadion i Göteborg.

Til billederne af Tommy Møller Nielsen og mindepladen foran Odense Stadion kan man høre Richard Møller Nielsens ord om at have en målsætning, som de færreste tror på.

- Man kan sætte sig nogle mål, ik? Lad folk grine af det, ik? Men man kan se, det kan lykkes. Hvem havde troet, vi kunne blive europamester? Ingen. Men vores egne visioner kan bringe det frem, lød det fra trænerlegenden, der gik bort den 13. februar 2014.

Han blev 76 år gammel.

Klippet i videoen lukkes med, at Tommy Møller Nielsen vender sig om, og Kasper Hjulmands navn kan ses bag på trøjen.

Danmark spiller i Parken

Danmark spiller første EM-kamp den 12. juni i Parken i København, hvor modstanderen er Finland.

Herefter spiller Danmark to gruppekampe mod EM-favoritterne fra Belgien samt mod Rusland.

Læs mere om: