28. jun. 2023
Af Sofie Nymand

Skuespiller Søren Rode er gået bort

Søren Rode i en scene fra "Det forsømte forår" samt foto fra "Matador". 
Søren Rode i en scene fra "Det forsømte forår" samt foto fra "Matador".
Foto: Sandrew Metronome og Henrik Petit, Regner Grasten Film.
Familien oplyser, at skuespiller Søren Rode, der blandt andet var kendt fra "Matador" og "Det forsømte forår", er død.

Han var velbevandret på Det Kongelige Teaters scene og mester i biroller på film og tv.

Nu er skuespiller Søren Rode gået bort, 87 år gammel. Han sov stille ind den 21. juni.

Det oplyser familien i en dødsannonce.

Søren Rode blev uddannet fra Det Kongelige Teaters elevskole i 1962, og siden var han tilknyttet teatret i næsten 30 år.

Også på tv og film satte han sit aftryk.

Søren Rodes stoiske udtryk og høje slanke statur skaffede ham roller i en perlerække af tv- og filmklassikere.

Flere vil kunne huske ham som togbetjenten, der tager fat i lille Daniel i første afsnit af ”Matador”, ligesom Balling udvalgte ham til at spille den noble repræsentant fra Ordenskapitlet i ”Olsen-banden ser rødt”. Desuden havde han flere forskellige roller i ”Huset på Christianshavn”.

Søren Rode spillede også med i “Det forsømte forår”, som kan ses på Nordisk Film+.

Søren Rode var nevø af skuespilleren Ebbe Rode.

Familien oplyser, at bisættelsen finder sted i stilhed.

Læs mere om: