30. aug. 2013
Af af Mia Qvist Scheelsbeck, NewsDesk, Aller Media

Søs Egelind: Jeg ved aldrig, hvad jeg skal i morgen

Søs Egelind
Søs Egelind
Foto: Lars H. Laursen
Skuespillerinden har ikke brug for at planlægge sit liv i detaljer.

Hun har gjort det før, og nu gør hun det igen. En af dansk revys største navne, Søs Egelind, skal være med i endnu en revy. Denne gang bliver det Tivolis sommerrevy 2014 med navnet ’TAM TAM i Glassalen’ i selskab med navne som Niels Olsen, Christiane Schaumburg-Müller O’Connor, Thomas Bo Larsen, Bodil Jørgensen og Pelle Emil Hebsgaard.

Men det er ikke noget, som får den 55-årige skuespillerinde til at ryste. Til spørgsmålet om, hvordan hun får hverdagen til at hænge sammen næste sommer, hvor revyen skal spilles, er svaret ganske afslappet.

- Det må tiden vise. Jeg er jo sådan en, der aldrig ved, hvad jeg skal i morgen. Det er jo mit job. Når andre griller, spiller jeg revy, siger Søs Egelind.

LÆS OGSÅ:

Holder sig i form med heste

Skuespillerinden, der både har vundet titler som Årets revykunstner, Årets revykejser og Årets Revyforfatter, bruger til gengæld sin fritid ganske aktivt for at holde sig i god form til at stå på scenen.

- Jeg rider, og det tager jeg mig tid til. Jeg kobler af med stilheden og dyrene, siger Søs Egelind, der nyder de lange rideture på sine heste.

Søs Egelind har i flere år boet på en gård i Nordsjælland, hvor hun har hestene i baghaven og selv kan passe dem med fodring og ved at muge ud. En aktivitet, som hun tidligere har fortalt, hun nyder.

En god kemi

Selvom der er lang tid til, glæder den garvede skuespillerinde sig meget til at spille revy i Tivoli.

- Kemien mellem os skuespillere er i orden. Vi er selv med til at lave det, og så har stedet jo også en meget speciel stemning, siger Søs Egelind med henvisning til den gamle have i København.

Tivolis Sommerrevy får premiere d. 1. juni 2014.

LÆS OGSÅ:

Læs mere om: