Ulf Pilgaard: Så længe helbredet holder, bliver jeg ved

Foto: Jesper Sunesen

De to stjerneskuespillere Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard er i fuld gang med læseprøverne til ”Vores sensommer” på Østre Gasværk Teater, og Ulf Pilgaard nyder, at han stadig kan arbejde.

Onsdag, 14. oktober 2015 - af Helle Skram de Fries

Lisbet Dahl runder de 70 næste år, og Ulf Pilgaard fylder 75 den 15. november - dagen efter premiere på ”Vores Sensommer”.

Her spiller de to skuespiller stjerner et ældre ægtepar, der er taget til familiens feriehytte ved en skovsø.

De får besøg af deres datter, hendes kæreste og kærestens søn, der er deres papbarnebarn – og især barnebarnet får sat tankerne i gang hos Ulf Pilgaards karakter.

- Et rørende stykke med to søde, overbærende mennesker, fortæller Lisbet Dahl, da BILLED-BLADET møder hende og Ulf Pilgaard lige før den første læseprøve på Østre Gasværk Teater.

VIDEO: Ulf Pilgaard drilles af Cirkusrevy-kolleger

Ulf Pilgaard glad for stadig at arbejde

Både Lisbeth Dahl og kollegaen Ulf Pilgaard er stadig efterspurgte skuespillere.

- Jeg er rigtig glad for, at jeg stadig er i arbejde. Der er bunker af mine venner, der for længst er holdt op og spiller golf for ikke at kede sig, fortæller Ulf Pilgaard med et smittende grin og fortsætter:

- Det er jo også en fordel at arbejde med ord, og så længe helbredet holder, bliver jeg ved.

Ulf Pilgaard passer på sig selv og har for længst droppet smøgerne.

SE BILLEDERNE: Cirkusrevyen fylder 80 år

- Ja, jeg stoppede for ni år siden, hvor en af mine mange kusiner, der arbejdede på Rigshospitalet sagde: ”Du skal holde op med at ryge!”. Det var faktisk ikke spor svært – jeg holdt bare op og tænkte på noget andet, når jeg fik lyst til en smøg – blødkogte æg for eksempel. Men jeg har stadig nogle tobaksrelaterede gener.  

Både Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard glæder sig til at spille stykket, der i 1981 blev til filmen ”On Golden Pound” med Katharine Hepburn og Jane Fonda i hovedrollerne, og Jane Fonda i rollen som parrets datter.

Og fra 14. november kan ”Vores Sensommer”, der markerer Lisbet Dahls 50 års skuespillerjubilæum, ses på Østre Gasværk Teater på Østerbro.

LÆS MERE: Rygestop redede Ulf Pilgaards liv