Anderledes Dansk Melodi Grand Prix: Sådan bliver showet
For andet år i træk vil der ikke være fysisk publikum ved Dansk Melodi Grand Prix.
Men det er langt fra den eneste ændring, når man sammenligner med shows fra tidligere år.
Digitalt publikum
Når Dansk Melodi Grand Prix 2021 afholdes i Studie 5 i DR-byen er det for tomme stolerækker. I år har man dog fundet et digitalt alternativ med en videovæg af publikum.
Desuden bliver der i løbet af showet stillet om til forskellige Grand Prix-fester rundt i landet for at tage temperaturen på Grand Prix-feberen.
Stemningen i studiet bliver holdt i top af værterne Tina Müller og Martin Brygmann, samt det store DR Grand Prix-orkester.
To runder
Det er årets otte artister, der sørger for, at der bliver skruet helt op for blusset ved Dansk Melodi Grand Prix.
De otte artister er blevet udvalgt blandt mange af DR’s fagjury.
Når alle otte artister har været på scenen første gang, vil de tre, der får flest stemmer, gå videre til en finalerunde, hvorefter vinderen skal kåres.
Du bestemmer
Endnu en anderledes ting ved årets Melodi Grand Prix er, at det udelukkende er seerne, der bestemmer.
Det er altså kun seernes stemmer, der sender tre sange videre til finalen. Ligesom det udelukkende er seernes stemmer, der kårer en vinder.
Tidligere år har en jury vægtet halvdelen, men seerne har vægtet den anden halvdel.
Men når Danmarks bud på ”vores sang”, der skal repræsentere landet ved Eurovision Song Contest i Rotterdam, findes, er det udelukkende på baggrund af seernes stemmer.