17. sep. 2021
Af Majken Munk

Dansk Melodi Grand Prix 2022: Martin Brygmann og Tina Müller vender tilbage

Martin Brygmann og Tina Müller
Martin Brygmann og Tina Müller
Foto: Betina Garcia/ DR
Der er comeback til de to værter, der styrede løjerne ved sidste års Dansk Melodi Grand Prix.

Der er godt nok flere måneder, før Dansk Melodi Grand Prix 2022 løber af stablen.

Alligevel er årets værter afsløret.

Vender tilbage

De to værter, der skal styre folkefesten, er bekendte med det store show.

Der er nemlig genvalg til sidste års værter Martin Brygmann og Tina Müller, der igen kan kalde sig Dansk Melodi Grand Prix-værter.

Det afslører DR i en pressemeddelelse.

https://imgix.billedbladet.dk/dr-0578205_1.jpg
Martin Brygmann og Tina Müller havde store smil på læben, da de i år var værter på Dansk Melodi Grand Prix.
Foto: Agnete Schlichtkrull/ DR

Sammen vender de tilbage til konkurrencen, hvor det danske bidrag til Eurovision Song Contest 2022 i Italien skal vælges.

Enorm folkefest

Dansk Melodi Grand Prix 2021 var noget særligt, da folkefesten fortsat var præget af pandemiens restriktioner.

Det betød, at grand prix’et blev afholdt i DR Byens Studie 5 uden publikum.

Denne gang bliver der inviteret til en enorm folkefest i Jyske Bank Boxen i Herning, når Dansk Melodi Grand Prix 2022 afholdes den 5. marts.

- Dansk Melodi Grand Prix er en kæmpe folkefest og efter to år uden publikummer, glæder jeg allermest til sammen med et fyldt Boxen at give de otte sange og artister den opbakning og fest, de fortjener. Vi skal skabe en forrygende stemning, som for alvor kan mærkes - også hjemme i stuerne. Det her er en aften, hvor vi i fællesskab giver et skud ægte fest, farver og musikglæde til hinanden, siger Tina Müller.

Otte nye sange

Igen kan danskerne stemme på otte forskellige sange, som DR løfter sløret for, når kalenderen nærmer sig marts.

Men det er ikke kun de voksnes Melodi Grand Prix, der bliver afholdt, for Jyske Bank Boxen i Herning danner også rammen for endnu en musikalsk konkurrence.

Børnenes MGP skal også afholdes der lørdagen før nemlig den 26. februar.

Læs mere om: