9. jan. 2022
Af Majken Munk

Frederik den IX: Sådan har dronningen hjulpet med serien

Dronning Margrethe og Kasper Leisner som Frederik den IX
Dronning Margrethe og Kasper Leisner som Frederik den IX
Foto: Hanne Juul og Anders Nydam
I anledningen af dronning Margrethes regeringsjubilæum, vises serien ”Frederik den IX” igen, og her har dronningen haft en finger med i spillet.

Januar er en historisk måned i det danske kongehus.

Dronning Magrethe kan fejre sit regeringsjubilæum, og de 50 år på tronen markeres blandt andet ved, at DR igen viser serien ”Frederik den IX” om dronningens far.

Det er en udsendelse, som dronningen har været med behjælpelig med.

Givet interview

Serien ”Frederik den IX” handler om kongens liv frem til hans død den 14. januar.

Den har fået repremiere på DR, fordi det er 50 år siden, at kong Frederik den niende døde, og tronen overgik til dronning Margrethe.

Dronningen har også hjulpet til med seriens tilblivelse. Selv om hun ikke selv er med i hele serien, har hun delt meget af sin viden med skaberne af serien.

- Det varierer lidt, hvor meget dronningen er med. Det første program tager sin begyndelse i 1912, længe før Dronningen bliver født. Hun er med, men i den udsendelse fylder historikerne mere. Dronningen er derimod mere med i personkarakteristikkerne. Ikke mindst i portrætteringen af hendes far og mor – og især i forhold til besættelsestiden, hvor hun jo er en lille pige, og senere da vi beskriver vedtagelsen af tronfølgeloven. Kronprins Frederik er også blevet interviewet til serien, forklarer Dorthe Gad Thuemoes, der er producent, til DR.

Spurgt til råds

Holdet bag serien har også fået lov at optage en række af deres scener på de rigtige slotte heriblandt Amalienborg, Christiansborg Slot og Gråsten Slot.

Men skaberne af serien har også virkelig haft brug for dronningens hjælp. Skaberne har rådført sig med majestæten.

- Det har vi selvfølgelig ikke kunnet gøre hele tiden, men Dronningen er blevet spurgt undervejs. For eksempel var der kun sort/hvide-billeder i 1912, og derfor har vi blandt andet spurgt til, hvilken farve en bestemt kjole havde, eller hvilken farve klædet på balkonen var, da Dronningens farfar, Christian X, blev udnævnt til konge i 1912. Det fik vi svar på, fortæller Dorthe Gad Thuemoes.

”Frederik den IX” kan ses på DR TV.

Læs mere om: