Gift ved første blik-ekspert om slutspurten: Denne fase går de medvirkende ind i nu
Efter aftenens afsnit af "Gift ved første blik" er der kun to afsnit tilbage af kærlighedseksperimentet.
Det er tydeligt, at parrene begynder at være pressede over situationen og bevidstheden om, at der snart skal tages en stor beslutning.
Det er mere "intenst", som er nogle af de medvirkendes yndlingsord.
– Der er mere på spil. Der er et lille ur, der tikker indeni, for de skal til at have fundet ud af, om relationen kan fungere og blive til noget. Om den kan leve op til de forventninger og håb, de havde, da de meldte sig. Men samtidig også om den anden er der, eller om man blive afvist til sidst om nogle uger. Slutdatoen begynder at spille dem et pus, fortæller Trine Hjorth Bønnerup, der er ekspert i programmet, i DR's "Gift ved første blik"-podcast.
Et kritisk tidspunkt
Hun fortæller, ar der er to afsnit tilbage, men at de medvirkende i deres forløb er de cirka midtvejs.
Og det er et kritisk tidspunkt.
– De gør status indeni: Er vi det rigtige sted, er alt, som det skal være? Og er de ikke der, kan de mærke frustrationen over ikke at kunne håndtere de ting, der er svære. De bliver urolige over, om der er noget galt med dem selv, men også parmatchet. Er vi på bølgelængde, er vi i takt, er vi lige investeret? Eller er der en, der er foran? For dem, der udvikler følelser, begynder det at være vigtigt at vide, hvor den anden er. Og det er forståeligt, siger hun og løfter sløret for, hvilken fase de medvirkende er på vej ind i:
– Vi går ind i en konflikthåndteringsfase og en forpligtelsesfase. Hvor de skal sikre sig, at de er i det sammen, siger hun og forsikrer, at vi i dén grad ser hende komme på arbejde i de sidste afsnit.
I næste afsnit ser vi alle parrene møde hinanden på et retreat, og så når vi det punkt i Pernille og Martin relation, vi alle har ventet på: Dramaet hvor Martin banker sin hånd i bordet.