
Karen-Lise Mynster i centrum: Det skal du vide om den nye DR-serie Andre Folks Penge

De seneste uger har man kunnet følge ”Generationer” med Ulla Henningsen i hovedrollen, og nu er DR klar med mere fiktion, som tilmed også har en ”Matador”-stjerne i centrum.
”Andre folks penge” er titlen på den nye dansk/tyske serie, der har Karen-Lise Mynster i front.
Historien udspiller sig blandt både SKATs medarbejdere i Danmark og blandt internationale svindlere.

”Andre folks penge” er bygget på den sande historie om, hvordan et netværk af rige investorer, banker og advokater udnyttede et hul i skattelovgivningen, der endte med at koste de europæiske statskasser milliarder af kroner. Også den danske stat blev ramt, og de kommende uger kan man få et indblik i, hvordan den meget omtalte udbytteskandale kunne finde sted.
Karen-Lise Mynster spiller Inger Brøgger, der er leder af SKATs udbytteafdeling, som kæmper for at råbe myndigheder og politikere op for at gøre opmærksom på, at der ikke er nogen kontrol med, hvem der modtager de milliarder af kroner, som udbetales.

Over for Karen-Lise Mynster kan man opleve David Dencik i rollen som Niels Jensen. Han har arbejdet for de danske skattemyndigheder i mange år, men hans tillid til systemet begynder at vakle, da hans og Ingers overordnede ikke tager deres advarsler om systemets manglende kontrol alvorligt.
Også Lars Brygmanns karakter Per Juhl arbejder for SKAT, hvor han er direktør. Han er typen, der følger de ordrer, der kommer oppefra, mens han samtidig ikke tager sine medarbejderes bekymringer alvorligt.

Heller ikke Helle Fagralids karakter Caroline Ivarsson synes, der er behov for mere kontrol. Nærmere tværtimod. Caroline er ved seriens start ekstern rådgiver i SKAT, og senere overtager hun Per Juhls job som direktør samme sted.
Bjarne Henriksen spiller Niels’ gode ven Mikkel Sandvig, mens Dia Jovanovic spiller Niels’ hustru, Olga.


Thomas Hwan kan opleves som Jesper Liholt, der er graverjournalist, som får et længerevarende samarbejde op at køre med Inger Brøgger.

Blandt de tyske stjerner, man også kan opleve i serien, er Justus von Dohnanyi, Niels Strunk, Waj Ali og Lisa Wagner.
”Andre folks penge” er primært filmet i Berlin.
DR1 og DRTV sender to afsnit hver lørdag. Der kommer otte afsnit i alt.
