22. dec. 2023
Af Luise Marie Bekker

Love Actually fylder 20 år: Vidste du det om den romantiske julefilm?

Love Actually.
Love Actually.
Foto: Everett Collection / MEGA og Universal/DR
"Love Actually", der i år vises på DR har 20 år på bagen.

I 2003 så vi ”Love Actually” for første gang, og filmen med de ni forskellige og dog sammenhængende kærlighedshistorier blev på et splitsekund en juleklassiker.

For rigtig mange er det en tradition at se den stjernespækkede film hver jul, og her er en række funfacts, der – måske – er gået jeres næse forbi.

Hugh Grant hadede dansescenen

Hugh Grants rolle, premierministeren David, danser en sejrsdans efter at have sagt fra over for den tyranniske amerikanske præsident, spillet af Billy Bob Thornton.

Men faktisk havde Hugh Grant slet ikke lyst til at danse!

Han syntes, det var tåkrummende pinligt, og den dag i dag ser han stadig tilbage på optagelserne som værende frygtelige.

Hugh Grant.
Hugh Grant.
Foto: Universal/DR

Han var ude af takt til musikken og dansede akavet rundt, og han håbede indtil sidste sekund, at scenen ville blive skrottet.

Men – han fortæller i en ”Love Actually”-dokumentar fra sidste år, faktisk var hans egen idé at lade premierministeren danse ind foran sin sekretær i et pinligt møde de to imellem.

Skjult kamera i lufthavnen

Lufthavnsscenerne blev optaget med et skjult kamera og er virkelige optagelser af folk, der genforenes.

Blev et sødt øjeblik fanget på kamera, spurtede en fra produktionen ud til dem for at få dem til at skrive under på, at klippet måtte bruges i en film.

Instruktøren ville ændre én ting

Richard Curtis, 67, der har skrevet og instrueret filmen, fortryder i dag, at der bliver lavet sjov med vægt. Det er særligt i situationerne med karakteren Natalie, der spilles af Martine McCutheon, som får et forhold til premierminister David (Hugh Grant). Richard Curtis begyndte at tænke over det, da hans datter påpegede det, efter hun havde genset filmen.

– Jeg kan huske, hvor chokeret jeg var for fem år siden, da min datter Scarlett sagde til mig: ”Du kan aldrig nogensinde bruge ordet ”fed” igen”. Og wow, hun havde helt ret. Den slags jokes er ikke sjove længere, fortæller han i magasinet Variety.

Richard Curtis.
Richard Curtis.
Foto: Scott Garfitt/AP/Ritzau Scanpix

Mistede sin hustru

Da irske Liam Neeson påtog sig rollen som enkemanden Daniel havde han ingen anelse om, hvor tæt hans liv i virkeligheden i sidste ende ville afspejle Daniels. Blot seks år efter filmens premiere døde Liam Neesons egen kone, den britiske skuespiller Natasha Richardson, som følge af en tragisk skiulykke. I dag er Neeson fyldt 71 år og har en imponerende filmkarriere bag sig – og den er slet ikke slut endnu. Bare i 2023 har hans navn stået på rollelisten i fire spillerfilm.

Sang for godt

Over 200 piger aflagde audition som pigen Joanna, og amerikanske Olivia Olsen fik rollen.

Der var blot ét problem: Hun sang ”All I Want For Christmas Is You” så perfekt, at instruktøren var bange for, at det ville virke manipuleret.

Nogle lydfolk måtte pille ved hendes sang for at få den til at lyde mere ”ung” og dermed overbevisende.

Siden har den 31-årige skuespiller mest lagt stemme til tegnefilm.

I 2019 dystede hun i sangkonkurrencen ”The X Factor: Celebrity”, hvor hun blev nummer 12 ud af 15 deltagere.

Snydt af vennen

En af filmens sjoveste karakterer er musikeren Billy Mack, der lover at optræde nøgen på tv, hvis hans julehit ”Christmas Is All Around” rammer førstepladsen på hitliste.

Bill Nighy som Billy Mack.
Bill Nighy som Billy Mack.
Foto: Universal/DR

Faktisk vidste skuespilleren Bill Nighy slet ikke, at han aflagde audition, da en ven lokkede ham til at læse op fra manuskriptet. Vennen var caster, og vupti … så havde Nighy fået rollen!

Han er i dag 74 år.

Lille aldersforskel

Keira Knightleys rolle, Juliet, bliver gift med Peter, imens den lille dreng Sam (spillet af Thomas Brodie-Sangster) er forelsket i en skolekammerat.

Karaktererne Juliet og Sam virker til at ligge meget langt fra hinanden aldersmæssigt, men der er faktisk kun en aldersforskel på fem år på de to skuespillere. Thomas var 13 år, da filmen blev optaget, imens Keira var 18. Chiwetel Ejiofor, der spiller Peter, var 26 år.

Det skulle have været to film

Forfatteren Jamie (spillet Colin Firth) opdager, at hans hustru er ham utro, og han rejser derfor til Frankrig for at skrive på en bog. Her forelsker han sig i den portugisiske rengøringsdame Aurelia, spillet af Lúcia Moniz.

Colin Firth og Lúcia Moniz i "Love Actually".
Colin Firth og Lúcia Moniz i "Love Actually".
Foto: Universal/DR

Filmens forfatter og instruktør Richard Curtis havde egentlig udtænkt to film: En med premiereministeren Davids (Hugh Grant) historie og en med forfatteren Jamies (Colin Firth) historie. Men så fik Curtis den geniale idé at putte de to historier i samme film og krydre dem med andre kærlighedshistorier, der krydser ind over hinanden.

Pas på, hvad du ønsker dig

I ”Love Actually” ses Laura Linney og Rodrigo Santoro i rollerne som kontormusen Sarah og arkitekten Karl, der udvikler følelser for hinanden.

Men romancen møder vanskeligheder, fordi Sarah føler sig forpligtet til at tage sig af sin udviklingshæmmede bror. I den første udgave af filmen løb Sarah (Laura Linney) og Karls (Rodrigo Santoro) romance ud i sandet.

Efter at et testpublikum havde set filmen, krævede de svar på, hvordan det videre gik parret. Richard Curtis fik derfor på bagkant skudt scener, der gjorde det klart, at parret ikke endte sammen.

”Pas på, hvad du ønsker dig!” siger instruktøren på DVD’ens kommentarspor.

Skrev selv sine cue cards

Andrew Lincoln, der spiller Mark, skrev selv sine kæmpe cue cards, som han viste til Keira Knightleys rolle. Han overtalte rekvisitfolkene til at lade ham skrive dem, fordi han syntes, han havde en pæn håndskrift.

50-årige Andrew Lincoln er i dag især kendt for at spille hovedrollen i hitserien ”The Walking Dead”.

Læs mere om: