15. maj. 2018
Af Casper Nielsen

Matador og Korsbæk hyldes i ny sang

Korsbæk på Bakken.
Korsbæk på Bakken.
Foto: Martin Høien
Livet i Korsbæk har nu også fået en folkelig sang. Her kan du høre den.

Selv om "Matador" snart løber over TV-skærmen for foreløbig sidste gang, betyder det ikke, at alle Korsbæk-fans skal undvære alle de dejlige personer og scenerier fra den pragtfulde TV-serie. For "Matador" og Korsbæk har nemlig fået sin helt egen hyldestsang. "Korsbæksangen" hedder den.

Lille Palle – som man i "Matador" vil huske spillede "Molak-Molak-mak-mak-mak" på sin trækharmonika, efter at Jernbanerestauranten var blevet forvandlet til Rosenhaven – har sammen med vennen Bjarne Lisby begået en hyldest til Korsbæk på Bakken.

”Korsbæk holder åbent, der er nok at kigge på,” lyder omkvædet i ”Korsbæksangen”, der beskriver livets gang i "Matador"-byen. Såvel på Bakken som i serien.

Elsker både Bakken og Matador

– Når man både elsker Bakken og "Matador", bliver man ekstra begejstret, når man besøger Korsbæk på Bakken. Så begejstret, at det må udtrykkes i sang, siger Lille Palle i pressemeddelelse.

– Derfor denne hyldestsang, "Korsbæksangen", hvor vi genoplever seriens stemninger og episoder i den tids aktuelle toner. Fuldstændigt, som man finder det i dag i Korsbæk på Bakken.

Lille Palle og Bjarne Lisby: Korsbæksangen.
Lille Palle og Bjarne Lisby: Korsbæksangen.
PR-foto

Sådan ser omslaget ud til Lille Palle og Bjarne Lisbys hyldest til Matador, "Korsbæksangen".

Lille Palle og Bjarne Lisbys musikalske kærlighedserklæring til Korsbæk på Bakken er nu tilgængelig på Spotify og lignende digitale tjenester, hvor man kan lytte med på den kække Korsbæk-hyldest.

Lyt for eksempel til sangen på Spotify her.

Og mon ikke man kan forestille sig, at Lille Palle og Bjarne Lisby også kommer til at give den til optrædener rundt omkring?

Læs mere om: