24. feb. 2023
Af Laura Dalgård Hansen

Nu er Alene i vildmarken tilbage – men den nye sæson bliver helt anderledes

Alene i vildmarken
Alene i vildmarken
Foto: DR
Ikke alt er som det plejer, når "Alene i vildmarken" om knap et par uger vender tilbage på DR.

”Alene i vildmarken” har været en stor succes længe, og der er efterhånden mange danskere, der har prøvet kræfter med at overleve i den norske ødemark under optagelserne til DR-programmet.

I de første fire sæsoner var deltagerne af sted på eventyr på egen hånd, mens deltagerne i femte sæson var af sted to og to.

I den seneste og sjette sæson skulle vinderen af programmet findes mellem både makkerpar og deltagere, der var draget alene af sted.

Nu er sæson syv af ”Alene i vildmarken” på trapperne, men den bliver ikke som de forrige.

Her medvirker nemlig en række deltagere, der tidligere har taget kampen op mod den barske natur.

"I år vender en række gamle deltagere tilbage til vildmarken for at få den ultimative oprejsning, når de igen skal kæmpe med naturens rasen, sult og ensomhed i det rå Nordnorge. Hvem kan overleve længst? Og kan de hver især få den oprejsning, de drømmer om? Det er sidste chance for at bevise, hvem der kan klare sig alene i vildmarken med kun de allermest basale fornødenheder", skriver DR om den nye sæson.

Præcis hvilke deltagere der skal kæmpe om sejren i syvende sæson af ”Alene i vildmarken” bliver første afsløret 10. marts.

Programmet kan følges på DR1 og DRTV fra torsdag 16. marts.

Læs mere om: