Nu vender Matador snart tilbage
DR genudsendte i foråret ”Matador” for syvende gang, og som altid var der høje seertal at hente på udsendelsen.
Der blev sendt i alt syv afsnit af udsendelsen, inden programmet gik på sommerferie, men nu er det snart tid til ”Matador” igen.
Den 19. august sendes nemlig det ottende afsnit i serien ”Komme fremmede”, og TV-serien bliver herfra sendt fem lørdage frem ifølge dr.dk.
Lise Nørgaard skulle hædres
Resten af serien kan først ses på DR i 2018 af hensyn til den øvrige sendeplan, efter det oprindeligt havde været planen at sende serien i blokke af seks.
Men ønsket om at sende afsnittet ”Fødselsdagen”, hvor fru Fernando Møhge havde fødselsdag, samme uge, som Lise Nørgaard fyldte 100 år, vejede tungere.
I gennemsnit er hvert afsnit blevet set af lige omkring 1,6 millioner seere på kanalerne DR1, DRK og DR TV.
Afsnittene kan ses på internettet
- Interessen har helt klart stået mål med vores forventninger, siger DR1’s kanalchef Pil Gundelach Brandstrup.
Alle afsnit vil desuden være tilgængelige på DR TV sideløbende, og det er altså også ensbetydende med, at ikke alle 24 afsnit kommer på nettet på én gang.
Det skyldes, at man hos DR ønsker en samtidig opmærksomhed omkring afsnittene af TV-serien på DR1 og DR TV.