12. apr. 2021
Af Karina Didriksen

Rose Maria fra Forsvundne arvinger: Sådan går det i dag

Mette Frisk og Rose Maria fra "Forsvundne arvinger" på DR1.
Mette Frisk og Rose Maria fra "Forsvundne arvinger" på DR1.
Foto: Kasper Borg Rabøl/DR og Privat
I sæsonpremieren på ”Forsvundne arvinger” blev Rose Maria noget overrasket over at høre, at hun havde en onkel, som hun ikke kendte til. Og en ukendt moster.

Mandag aften løb sæsonpremieren af ”Forsvundne arvinger” over skærmen på DR1, og her blev 66-årige Rose Maria noget overrasket, da hun pludselig fik at vide, at hun havde en onkel, hun aldrig havde hørt om.

I afsnittet var Mette Frisk og arkivaren Adam Jon Kronegh på jagt efter arvinger til Verner, som var død, alene i sin lejlighed. Han var født i 1940, opvokset på børnehjem, ugift og havde ingen børn.

Det lykkedes dog at finde frem til hele 16 arvinger, som skulle dele en arv på 800.000 kr. Den første var Rose Maria Bering-Jensen - niece til Verner og datter af hans halvsøster Eli.

Blev ked af det

- Jeg blev fuldstændig paf, undrende og overrasket. Det har været meget vemodigt, og det kunne have været rigtig sjovt at møde ham, for det viste sig jo, at han var lidt af en professortype, siger Rose Maria til BILLED-BLADET og tilføjer:

- Jeg blev også lidt ked af det på min mors vegne over, at hun aldrig havde lært ham at kende, for hun ville have elsket ham og taget ham til sig af hele sit hjerte. Og så voksede han op på et børnehjem.

Rose Marias mor var Verners halvsøster Eli, som døde i tilbage 1986. Hun var danserinde, medvirkede nogle år i Cirkusrevyen, og så var hun i en periode kæreste med entertaineren Victor Borge.

Har fået en ny moster

Rose Maria selv er lektor på læreruddannelsen i København, og det har været positivt for hende at medvirke i ”Forsvundne arvinger”. Hun har nemlig fået en ny moster i 81-årige Eva, som også medvirkede i programmet.

Eva var halvsøster til både Verner og Eli, men vidste slet ikke, at hun havde søskende.

- Det har været en berigelse at lære Eva at kende, og vi ses faktisk rimelig tit. Hun kalder mig lidt sin halvsøster, selv om jeg jo er hendes niece. Men vi har så mange fælles interesser og klinger godt sammen. Så der er kommet en god historie ud af den tragikomiske situation, fortæller Rose Maria med et smil.

https://imgix.billedbladet.dk/eva_foto_kasper_borg_raboel_dr_1.jpg
Foto: Kasper Borg Rabøl/DR

Rose Maria og Eva bor tæt på hinanden, og faktisk har de fået forbindelse til endnu et familiemedlem. I programmet blev det nævnt, at Verners far fik endnu en søn udenfor ægteskabet, men han var ikke arveberettiget, fordi han var født før 1938.

- Vi har fundet ud af, at han bor i Norge, og vi har faktisk mødtes med hans datter, som bor i Næstved, næsten lige rundt om hjørnet, fortæller en glad Rose Maria.

"Forsvundne arvinger V" sendes på DR1 hver mandag kl. 20.00.

Læs mere om: