8. mar. 2023
Af Karina Didriksen

Søren Vester fra I hus til halsen om sine dristige valg: Selvfølgelig tvivler jeg på mig selv

Line Franck og Søren Vester.
Line Franck og Søren Vester.
Foto: Matias Brenø Olsson/DR
Designeren Søren Vester fra ”I hus til halsen” er kendt for at være yderst kreativ, når han skal finde på idéer til boligprogrammet.

Der bliver ikke sparet på farverne og de kreative idéer, når Søren Vester besøger deltagerne i DR-programmet ”I hus til halsen”.

Den 44-årige designer er god til at finde løsninger, når boligerne skal renoveres, så de bliver nemmere at sælge.

Men det betyder ikke, at Søren Vester aldrig tvivler på sine beslutninger.

- Nej, for pokker. Selvfølgelig tvivler jeg på mig selv! Er det nu den rigtige farve? Skal vi bruge det her gulv?, sagde Søren Vester sidste år til BILLED-BLADET.

Fuld skrald på

Hvert afsnit af ”I hus til halsen” er optaget fra tirsdag til fredag og kræver mange timers hårdt arbejde. Derfor er der ikke den store betænkningstid, når der skal udvælges farver og findes på kreative projekter.

- Vi er i gang fra 7 morgen til 22-tiden om aftenen med fuld skrald på. Der er hele tiden beslutninger, som skal tages, og vi er på hele tiden, forklarede Søren Vester sidste år og fortsatte:

- Vi ved ikke, hvilke udfordringer der møder os, før vi står der. Vi ved bare, at fredag morgen skal vi være færdige, så huset er klar til salg. Det er en gåde hver gang, hvordan vi når det, men der er ikke noget hokus pokus.

Søren Vester har sine gode venner og kolleger Line Franck og Dennis Lindequist ved sin side, når de optager det populære boligprogram, som indtil videre har kørt i 11 sæsoner.

"I hus til halsen" på Langeland. 
"I hus til halsen" på Langeland.
Foto: Matias Brenø Olsson/DR

Læs mere om: