26. jan. 2021
Af Majken Munk

Tillykke, I skal have trillinger! Derfor er programmet vigtigt for os

Anders, Maria og børnene Filip, Iben, Mikael og Agnes fra "Tillykke, I skal have trillinger!"
Anders, Maria og børnene Filip, Iben, Mikael og Agnes fra "Tillykke, I skal have trillinger!"
Foto: Tilde Juul Rasmussen/ DR
Maria og Anders fra "Tillykke, I skal have trillinger!" viser glimt af hverdagen som forældre til trillinger. Deltagelsen i programmet er noget særligt for familien.

Danskerne har fået et indblik i, hvordan livet er for familier, der får trillinger i DR-programmet "Tillykke, I skal have trillinger!".

Det er anden omgang, at seerne får et kig ind i familiernes hverdag på godt og ondt. Endnu en gang er Maria Nordø Jerstad og Anders Hjort Straarup med i programmet.

For dem betyder det en hel del, at de og deres fire børn Mikael og trillingerne Agnes, Iben og Fillip er med i programmet.

Travl hverdag

For anden gang giver Maria og Anders et indblik i, hvordan de får hverdagen til at hænge sammen med to selvstændige stillinger og fire børn.

Nu er trillingerne Agnes, Iben og Filip på vej mod at fylde to år, og midt i en travl hverdag er det faktisk rart for familien at have optagelser fra et tv-program at se tilbage på.

- Det har været en virkelig fin måde at få dokumenteret livet og hverdagen på til eftertiden. I en travl hverdag havde vi helt sikkert glemt selv at filme, hvis ikke vi var med i dokumentaren, siger Maria til dr.dk.

Oplever stor opbakning

Parret er dog også selv flittige til at dokumentere hverdagslivet, for Maria er influencer og har profilen Triplets of Copenhagen på Instagram, hvor hun deler glimt fra familielivet i København.

Her oplever hun en stor opbakning fra følgere, der gerne roser Maria og Anders for deres rolle som trillingeforældre. De får også meddelelser fra seere, der har fulgt med i programmet.

Maria og Anders' hverdag kan fortsat opleves i "Tillykke, I skal have trillinger!", der bliver sendt tirsdag på DR1 klokken 20.30.

Læs mere om: