6. dec. 2022
Af Laura Dalgård Hansen

Julehjertets Hemmelighed eller Tinka og Sjælens Spejl? Denne julekalender er danskerne mest vilde med

Julehjertets Hemmelighed og Tinka og Sjælens Spejl
Julehjertets Hemmelighed og Tinka og Sjælens Spejl
Foto: DR og Per Arnesen/TV 2
Årets to nye julekalendere, "Julehjertets Hemmelighed" og "Tinka og Sjælens Spejl", er kommet godt fra start, og seertallene fra den første uge afslører nu, hvilken julekalender der er mest populær.

Denne december måned er ekstra god for julekalenderfans, for det er første gange i mange år, at både DR og TV 2 sender en ny én af slagsen.

På DR kan man i år følge ”Julehjertets Hemmelighed”, mens TV 2 byder på ”Tinka og Sjælens Spejl”. Men hvilken af de to julekalendere er danskerne mest vilde med?

Julekalenderne er et hit hos seerne

Hver mandag opgør analyseinstituttet Nielsen den forgangne uges seertal, og her er det tydeligt, at danskerne igen i år generelt er vilde med at se julekalender.

Årets december-tv er noget anderledes, end det plejer, fordi der foruden julekalenderne også er masser af VM i fodbold på sendefladen, og det sætter sit præg på seertallene.

Men når man ser bort fra VM i fodbold, er det de to julekalendere, der er de mest sete programmer i sidste uge.

Ifølge seertallene fra Nielsen er det DR’s ”Julehjertets Hemmelighed”, der er kommet bedst fra start. Der var 847.000, der fulgte første afsnit af julekalenderen på DR, mens der var 827.000, der fulgte første afsnit af "Tinka og Sjælens Spejl" på TV 2 torsdag 1. december.

Julehjertets Hemmelighed er mest populær

Det første afsnit af hver af de to julekalendere er også de mest sete i sidste uge. På tredje- og fjerdepladsen finder man yderligere to afsnit af ”Julehjertets Hemmelighed”, som blev set af henholdsvis 731.000 og 627.000.

Dernæst følger tre afsnit af ”Tinka og Sjælens Spejl”, som blev set af henholdsvis 597.000, 527.000 og 476.000 seere.

Først i næste uge offentliggør Nielsen det endelig seertal, som også inkluderer det samlede antal streaminger af julekalenderne, og tallene kan derfor ændre sig en smule.

Netop i år er der formentlig flere end tidligere, som streamer et eller flere julekalenderafsnit. Af hensyn til VM i fodbold er der nemlig flere af afsnittene på både DR og TV 2, som bliver sendt på anderledes tidspunkter end normalt.

Læs mere om: