14. aug. 2014
Af Hanne Rask

Lise Nørgaard får Bakkens Oscar

https://imgix.billedbladet.dk/media/article/bb-61585.jpg
Foto: Lars H. Laursen/BILLED-BLADET
Lise Nørgaard modtager flot pris for TV-serien "Matador".

At TV-serien ”Matador” er et livsværk, er der absolut ingen tvivl om, og for seriens hovedforfatter, den 97-årige Lise Nørgaard, bliver serien da også ved at give genlyd. En bedrift som kun få kan bryste sig af.

Det er efterhånden 36 år siden, danskerne blev præsenteret for ”Matador” første gang, og lige siden er den blevet genudsendt hele seks gange, og hver gang med et stort publikum ved skærmene.

Lige nu er der travlhed med arbejdet omkring opbygningen af "Korsbæk på Bakken", hvor den fiktive by fra serien skal åbne ”i det virkelige liv” på Dyrehavsbakken nord for København den 30. april 2015.

Lise Nørgaard er deltagende i opsætningen på Dyrehavsbakken, og samme sted var der onsdag bud efter hende, idet hun blev årets modtager af "Bakkens Oscar", som blev uddelt for 43. gang.

Det skriver DR i en pressemeddelelse.

”Lise Nørgaard fortjener denne hæder. Hendes måde at skabe fortællinger på er altid legesyg og spiddende morsom. Hun rører en fabulerende fond med danmarkshistoriens vingesus og rutsjeture, der kan mærkes. Hendes evne til at beskrive miljøer og personer med præcise ord og klassiske skildringer har samlet et forfatterskab, som er uvurderlig for dansk kulturarv,” lød det blandt andet i motiveringen, hvor det videre hed:

”Hendes uspolerede åbenhed og nysgerrighed har desuden kendetegnet hele hendes deltagelse i planlægningen af opbygningen af "Korsbæk på Bakken", og det er således en fornøjelse at bøje sig i støvet for dette livsstykke,” sagde Bakkens direktør, Nils-Erik Winther, som også mindedes, hvad Lise Nørgaard sagde, da det sidste år blev præsenteret, at der var planer om et Korsbæk, som publikum kan gå rundt i.

- Enten er jeg her ikke, eller også er der måske nogen, der vil køre mig rundt i kørestol som en anden fru Fernando Møhge i Korsbæk, sagde hun dengang.

Heldigvis er Lise Nørgaard her endnu. Og hun er still going strong!

Læs mere om: