Sygeplejeskolens Anna Stokholm om voldsom ulykke: Jeg var ved at dø
De sidste mange søndage har man kunnet følge sygeplejeeleverne i TV 2 Charlies ”Sygeplejeskolen”, og de gør alle en stor indsats for at redde nogle af de mange patienter, der kommer på hospitalet Fredenslund. Det gælder også Anna Stokholms karakter, Lis.
Anna Stokholm var ude for voldsom ulykke
Men for fire år siden var rollerne byttet om i Anna Stokholms tilfælde. Hun oplevede nemlig selv, hvordan det er at være en af patienterne.
- Jeg var ude for en meget voldsom ulykke på skuespilskolen, fortæller den 30-årige skuespillerinde til BILLED-BLADET og uddyber:
- Under en forestilling faldt jeg gennem en glasrude og fik skåret pulsåren og nerverne over i højre arm. Jeg faldt igennem ruden og landede på et gulv, hvor jeg fik en masse indre blødninger og ødelagt min lever.
Anna Stokholm var nær død
Det var en meget voldsom periode, og Anna Stokholm fandt om nogen ud af, hvad det vil sige at være patienten.
- Jeg var indlagt i en måned både i Odense, Hvidovre og på Rigshospitalet. Jeg var faktisk ved at dø flere gange. Det var meget voldsomt, fortæller Anna Stokholm med en mindre sikker røst i stemmen end hidtil.
Anna Stokholm: Det er vigtigt, vi har sygeplejere
Skuespillerinden var efterfølgende gennem en masse genoptræning for at få funktionen tilbage i sine hænder.
- Så jeg ved, hvad nutidens sygehusvæsen kan, og hvor vigtigt det er, at vi har sygeplejere. Og hvor dejligt det er at have nogen til at tage sig af en, fortæller Anna Stokholm, der med sin rolle i ”Sygeplejeskolen” nu også har fået et lille indblik i, hvordan det er at stå på den anden side af sygesengen.