28. feb. 2023
Af Laura Dalgård Hansen

TV 2 nedlægger tv-kanal

TV 2 Zulu er snart fremtid
TV 2 Zulu er snart fremtid
Foto: Mikael Rieck
TV 2 Zulu har eksisteret i mere end 20 år, men nu er det snart slut.

TV 2 har mange populære kanaler, men nu er én af dem snart fortid.

Fra 27. marts er det nemlig slut med at kunne tænde for TV 2 Zulu. Det oplyser TV 2 i en pressemeddelelse.

Kanalen har eksisteret i mere end 20 år og har blandt andet været kendt for at sende en masse dansk standup. I stedet samles ZULU og den nuværende onlineplatform under et samlet tilbud til de 20-30-årige under navnet ”ECHO”.

- Det er en helt central opgave for os at blive ved med at være relevante for de mere end 800.000 danskere, der er mellem 20 og 30 år, og sikre, at vi er med til at starte samtaler, skabe nysgerrighed og inspiration der, hvor målgruppen befinder sig, udtaler TV 2’s indholdsdirektør Lotte Lindegaard.

- Med det nye TV 2 ECHO udvider vi med flere genrer og fortæller historier fra målgruppens perspektiv i et bredt mix af reality, fiktion, dokumentar og aktualitetshistorier. Vi vil også samle de yngre seere om alt det, vi deler, og ved at gøre det under ét brand bliver det tydeligere, hvad målgruppen kan forvente at få hos os, siger Lotte Lindegaard.

Navnet ”ECHO” er ikke helt nyt, for TV 2’s ECHO-redaktion har eksisteret siden 2018 og har haft fokus på at levere public service-indhold fortalt af unge til unge.

På det nye ECHO kan man fremover se formater og genrer, som gennem 20 år har været TV 2 Zulu’s kerneindhold. Blandt andet vil ”Minkavlerne”, ”Stormester UK” og comedyshows leve videre på TV 2 ECHO, og på TV 2 Play fortsætter en comedy-livekanal, der sender comedy fra morgen til aften.

TV 2 ECHOs indhold vil kunne ses på TV 2 Play, på TV 2 ECHOs YouTube-kanal, TikTok, Facebook og Instagram, på tv2.dk eller på tv-kanalen TV 2 ECHO.

Læs mere om: