28. feb. 2023
Af Laura Dalgård Hansen

TV 2 Zulu er snart fortid: Det sker der med kanalens programmer

Minkavlerne
Minkavlerne
Foto: TV 2
Om mindre end en måned er det slut med TV 2 Zulu, men flere af de elskede programmer fortsætter på TV 2's nye kanal.

I flere end 20 år har TV 2 Zulu været kanalen, der skulle tiltrække de unge seere, men nu er der store ændringer på vej.

TV 2 Zulu lukker fra 27. marts, hvorefter Zulu og Echo samles i ét ungetilbud under navnet TV 2 ECHO.

Det oplyser TV 2 i en pressemeddelelse.

Hvis man er vild med de mange komedieserier og alt det standup, som Zulu har været kendt for i mange år, er der dog gode nyheder, for det bliver også en del af indholdet i det nye ECHO-univers.

- Zulu har repræsenteret det unge og originale i mange år og leveret fantastisk underholdning og dagsordensættende begivenheder, vi aldrig vil glemme. Zulu har dog ikke længere den relevans hos målgruppen, som den havde i brandets ungdom, og derfor er tiden nu kommet til at gøre noget nyt. Verden ændrer sig, og vi skal forny os og skifte spor på det rigtige tidspunkt. Med kæmpe stolthed tager vi gode erfaringer og stærke formater med videre, når vi samler kræfterne i TV 2 Echo, udtaler indholdsdirektør Lotte Lindegaard.

Nogle af de Zulu-programmer, som vil leve videre i det nye univers, er ”Minkavlerne”, ”Stormester UK” samt en række comedyshows.

På TV 2 Play vil der desuden fortsat være en comedy-livekanal, som sender fra morgen til aften.

I efteråret blev det offentliggjort, at det er slut med ”Zulu Comedy Galla” efter 14 år, men Zulus anden årlige prisfest, ”Zulu Awards”, bliver fremover transformeret til ”EchoPrisen”, der viderebringer den traditionsrige hyldest af alt det bedste, vi har set, hørt og delt i årets løb.

Showet optages 30. marts, og det bliver sendt på TV 2 Play og TV 2 ECHO 2. april.

Det nye TV 2 ECHO går i luften fra 27. marts.

Læs mere om: