10 ting du (måske) ikke vidste om Tinka-julekalenderne

Foto: TV 2

Det er for alvor blevet jul, og tv-julekalenderne står for døren. Her kan du blive helt klar til TV 2's nye familiejulekalender "Tinka og Kongespillet".

Søndag, 1. december 2019 - af Laura Dalgård Hansen

Der er garanteret både julehygge og magi i TV 2's nye julekalender, "Tinka og Kongespillet", og her kan du blive klogere på både den og "Tinkas Juleeventyr", der blev sendt i 2017. 

Populære Tinka

”Tinkas Juleeventyr” er blandt de mest sete tv-julekalendere og havde et gennemsnitligt seertal på 1,1 million, da den blev sendt i 2017.

Prisregn

”Tinkas Juleeventyr” vandt en Robertpris for Årets korte tv-serie samt BILLED-BLADETs TV-GULD som 2017’s Nye tv-program.

Burhan G og Hjalmars julesange

I ”Tinkas Juleeventyr” og ”Tinka og Kongespillet” er det Burhan G og Frida Brygmann, der synger titelmelodien ”Tinka”. Men i årets julekalender er der også en såkaldt End Credit-sang. Sangen hedder ”Kongespil” og synges af Hjalmar. Den kan høres efter hvert afsnit, når rulleteksterne løber over skærmen.  

Gode venner

Josephine Højbjerg og Albert Rosin Harson spiller vennerne Tinka og Lasse i begge julekalendere, og de er også rigtig gode venner i virkeligheden. De lærte blandt andet hinanden godt at kende under optagelserne på Fyn, hvor de boede og spiste sammen samt øvede replikker med hinanden.

Vild med Tinka 

Josephine Højbjerg blev i efteråret 2017 spurgt, om hun kunne tænke sig at være med i endnu en julekalender om Tinka. Dengang var ”Tinkas Juleeventyr” endnu ikke blevet sendt i fjernsynet, men hun elsker universet og var slet ikke i tvivl om, at hun gerne ville være med igen.

Julekalendereksperter

Manuskriptforfatterne til ”Tinka og Kongespillet” har også været til at skrive en række andre populære julekalendere. Blandt andre ”Jesus og Josefine”, ”Jul i Valhal” og ”Juleønsket”.

Tinkas nye udfordringer 

”Tinka og Kongespillet” er en selvstændig efterfølger til ”Tinkas Juleeventyr”. I årets julekalender bliver et kongespil udløst i Nissernes Rige. De fire regioner, Nordlandet, Minedalen, Dyreskoven og De sydlige øer, skal hver sende én deltager – et kongsemne – til Kongsby for at kæmpe mod hinanden i en række forskellige prøver. Den af de fire, der får flest point i prøverne, vinder kongespillet og bliver den næste konge eller dronning i Nissernes Rige.

Gensyn og nye karakterer

Der er gensyn med mange af karaktererne fra ”Tinkas Juleeventyr” i årets Tinka-julekalender, men der er også blevet plads til en række nye ansigter. Blandt andre Esben Dalgaard, Anne Louise Hassing, Ulla Vejby, Peter Gantzler og Simon Stenspil.

Datter af skuespillerforældre 

I ”Tinka og Kongespillet” møder man for første gang også nissen Falke, der kæmper med i Kongespillet. Hun spilles af Viilbjørk Malling Agger og er datter af skuespillerparret Søren Malling og Petrine Agger.

Spar op til 47% med BILLED-BLADET i julegaveKlik her og læs hvordan!

Spar op til 47% med BILLED-BLADET i julegave
Klik her og læs hvordan!

Julemagi på Fyn og Sjælland 

”Tinka og kongespillet” er optaget i de fynske kommuner Assens, Faaborg-Midtfyn og Nyborg samt på Stevns, i Faxe Kommune og i Storkøbenhavn.