
Anmeldelse af Valdes Jul - Vintermiraklet: Det ødelægger alt

Det spidser til i årets TV 2-julekalender "Valdes Jul - Vintermiraklet", hvor Tala kæmper for sit liv, mens Valde står over for et afgørende valg om, hvorvidt han skal bruge tåren eller ej.
Men selvom ugen bød på flere dramatiske øjeblikke, var der ofte langt mellem snapsene - og så har julekalenderen stadigvæk et rigtig stort problem.
De gør det godt, men....
Vi begynder dog et andet, mere positivt sted.
I denne uge blev vi nemlig introduceret for ulveskifternes leder Mato, der viste sig at være Talas far. Ligesom det er tilfældet i den roste Netflix-serie "Legenden", leverer Afshin Firouzi en flot præstation som Mato, der til tider er skræmmende, men som også rummer en sårbar side, der kommer fint til udtryk.


Desværre for julekalenderen er han ikke nær så meget med, som man kunne have ønsket, men det er generelt tilfældet for væsenerne, der fylder overraskende lidt i Den uendelige skov.
Mato er dog ikke den eneste nye karakter, vi stiftede bekendtskab med i denne uge.
Også Hugormekongen, der i Hugormeklippen vogter over tåren, gjorde sit indtog i denne uge, hvilket også var et af ugens højdepunkter.
Jagten på tåren kombineret med risikoen for at blive opdaget var en god cocktail, og når man samtidig tilføjer mørke og et mystisk væsen i skikkelse af Hugormekongen er der grobund for en masse spænding.

Men når jeg tænker tilbage på ugens afsnit, er det ikke ordet spænding, der popper frem først.
Det er derimod ordet kedeligt.
For jeg må simpelthen bare konkludere, at "Valdes Jul - Vintermiraklet" er en kedelig julekalender, som det er en kamp at komme igennem.
Det ødelægger alt
Og en af årsagerne - måske endda hovedårsagen - blev ganske tydelig for mig i løbet af denne uges afsnit.
Da Valde og de andre gik rundt i Hugormeklippen, var det flere gange lige ved at blive rigtigt spændende og interessant, men hver gang spændingskurven steg, valgte man at klippe over til en af julekalenderens sidehistorier. For det er jo super vigtigt lige at høre, hvordan det går med far Mortens midtvejskrise.

Det ødelagde al spænding og gjorde, at når vi så var tilbage ved Hugormeklippen, var jeg ikke nær så investeret i historien.
Jeg har tidligere stillet spørgsmålstegn ved, om man overhovedet skulle have lavet en 2'er af "Valdes Jul", og efter denne uge er jeg slet ikke i tvivl om, at det var et forkert valg.

For der er slet, slet ikke nok kød på de mange sidehistorier, men trods det er det åbenbart alligevel virkelig vigtigt, at vi hele tiden lige tjekker ind hos mor, far, lillesøster, morfar - ja, selv Hermansen dukker pludselig op, for vi trænger da også til endnu en ligegyldig sidehistorie her i sidste øjeblik.
Jeg har tidligere refereret til andre julekalendere, og i dette tilfælde er "Jesus & Josefine", der genudsendes på TV 2, et godt eksempel. Forestil jer, at når det blev allermest spændende i Nazareth, så skulle vi lige bruge fem minutter på at se mor Louise kæmpe med sin prædiken eller se far Jesper kæmpe med bolledejen. Det ville jo ødelægge al fremdrift og spænding, men det er lige netop, hvad man gør i "Valdes Jul - Vintermiraklet".

Hvis man virkelig insisterede på at lave en 2'er af "Valdes Jul", skulle man have grebet tingene helt anderledes an. For det er i momenter rent interessant at følge Valde, Celine, Tala og Holger Rasmussen i Den uendelige skov. Der er noget på spil, og når man hører om magiske væsener og en mystisk tåre, er det øjeblikkeligt noget, der fanger ens opmærksomhed.

Men i stedet har man valgt at give en masse karakterer nogle ligegyldige sidehistorier, hvilket stjæler tid og opmærksomhed fra alt det, der foregår i Den uendelige skov og Hugormeklippen. Det betyder samtidig også, at handlingen og karakternes beslutninger i Den uendelige skov og Hugormeklippen bliver forhastet, da man ikke har haft nok tid til at fortælle en spændende historie.
Og det er virkelig synd. For tænk, hvad man kunne have bedrevet, hvis man udelukkende havde lagt kræfterne dér. Brugt den kreative energi og pengene på at få endnu flere væsener med og virkelig skabe en medrivende historie.
Måske har man valgt at lave disse pauser for ikke at gøre det alt for uhyggeligt for børnene, der ser med, men resultatet er bare en flad og kedelig julekalender, hvor det for alt i verden ikke må blive for spændende.
Det er for underligt
Det er dog ikke kun nogle af karakterernes sidehistorier, der er problematiske. Flere af dem har også en opførsel, der simpelthen er for underlig.
I den første julekalender blev moster Karoline endelig befriet, efter hun i 26 år havde været holdt fanget af Mosekonen, men nu hvor hun er ude, virker hun ikke til at have meget lyst til at bruge tid med sin familie.
Vi hører, at hun har været ude på en rejse, hvilket må siges at være ret mystisk. For hvis du havde været væk fra din familie i 26 år, var en rejse langt væk fra dem så det, der stod øverst på din ønskeliste?


Også hendes søster Malou opfører sig besynderligt. Det virker slet ikke til at påvirke hende, at hendes søn er rejst ind i Den uendelige skov - det sted, hvor hendes søster forsvandt og var væk i årevis. Ja, hun er blevet klogere i forhold til skoven i denne julekalender, men det er godt nok hurtigt, at hun (og resten af familien) bare er videre med deres gøremål.
Det virker desuden også en smule underligt, at Celine så hurtigt ser ud til at tilgive sin far, efter han har kidnappet hendes veninde og generelt har opført sig som en skidt karl.
Et spørgsmål om tid
Og nu vi er ved underlige ting, så zoomer vi igen lige ind på Hugormeklippen.
Både Valde, Celine, Tala og Holger Rasmussen går ind i klippen den 16. december og kommer ud den 18. december.
I al den tid ser man dem aldrig sove eller spise, og man sidder som seer med følelsen af, at det hele foregår samme dag. Står tiden stille inde i Hugormeklippen, eller hvad foregår der? Det får vi aldrig svar på.

Til gengæld har vi måske fået svar på, om der kommer en 3'er af "Valdes Jul".
Ikke at TV 2 har meldt noget ud, men i denne uges afsnit fortalte Mato, at Tala har en bror, som har været forsvundet i mange år.
Mon ikke der bliver lavet en 3'er, hvor den historie er omdrejningspunktet?
Jeg tror det, men jeg håber virkelig, at jeg tager fejl.
Måske får vi svaret i løbet af de tre sidste afsnit af "Valdes Jul - Vintermiraklet", hvor mange historier skal rundes af. Bliver de det, eller venter man til en 3'er?
Det må tiden vise.
