1. apr. 2021
Af Karina Didriksen

Badehotellet: Derfor tror fru Madsen snart det er slut

Anne Louise Hassing som fru Madsen i "Badehotellet".
Anne Louise Hassing som fru Madsen i "Badehotellet".
Foto: Mike Kollöffel/TV 2
Anne Louise Hassing glæder sig til at optage sæson 9 af ”Badehotellet”, men hun frygter, at det måske er sidste sæson.

Til sommer skal Anne Louise Hassing i gang med optagelserne til niende sæson af ”Badehotellet”, hvor hun spiller Therese Madsen.

Handlingen springer fire år til 1945, og skuespilleren er forberedt på, at den populære TV 2-serie måske snart er ved vejs ende.

- Det er fedt, at vi ryger op til krigens slutning, fordi vi har haft to sæsoner med krigen og tyskerne. Men så tyder det jo også på, at det er det sidste, og at man ligesom slutter der, siger Anne Louise Hassing til BILLED-BLADET og fortsætter:

- Jeg er indstillet på det og ved godt, at ”Badehotellet” ikke kører for evigt. Så det er bare om at nyde det, og så er det jo også kæmpestor at have været med i en tv-serie, der har kørt i ni sæsoner.

Slutter på toppen

Selv om Anne Louise Hassing frygter, at det snart er slut med ”Badehotellet”, så betyder ikke, at hun er træt af at spille fru Madsen.

- På den anden side kunne jeg sagtens blive ved, for jeg synes også, at det er skønt at være en del af, så længe forfatterne har gode historier at skrive, og man synes, at manuskripterne er fængende, siger hun og tilføjer:

- Hvis det er sidste sæson, så bliver det selvfølgelig helt vildt underligt den sidste dag, fordi vi jo er vant til at sige ”vi ses til næste år”. Men på en måde er det også rart at slutte på toppen, hvor man har været med til at lave en enorm succes.

På spørgsmålet om hun ikke synes, det lyder bedre at slutte med en sæson 10, lyder svaret:

- På en måde lyder det bedre med 10, men ni kan også noget. Der er noget med 3, 6, 9, som lyder godt. Nu må vi se, men jeg glæder mig i hvert fald til at lave en sæson mere.

Sæson 9 af "Badehotellet" får premiere i 2022.

Læs mere om: