De sjældne danskere: Det har været et langt og hårdt år
Hjalte Rytkov har gennem de seneste år charmeret seerne med sit gåpåmod og gode humør i ”De sjældne danskere”, men det seneste år har været hårdt for ham og familien.
Hjalte er født med en sjælden dværgvækst, og det påvirker også hans lunger.
Han er derfor ekstra udsat for at blive alvorligt syg, hvis han får corona, og derfor har familien været isoleret fra omverdenen i efterhånden mange måneder.
- Jeg er ikke sådan bange for corona, men jeg vil ikke have det, fortæller Hjalte.
- Det har været et langt og hårdt år. Udover at være bekymret for hvordan Hjalte klarer det, hvis han bliver smittet, er der også alle de afsavn, han har lidt, og hvad det har af mentale konsekvenser for ham. Der har været rigtig mange bekymringer og overvejelser, fortæller Hjaltes mor, Heidi Rytkov.
Hun har gået hjemme både i foråret og i vinter for ikke at hive smitte med hjem. Af samme årsag har familien, som også tæller Hjaltes lillebror August, heller ikke set andre end Heidis forældre i en efterhånden lang periode.
Hjaltes kammerater er begyndt at komme en smule tilbage i skole, men det vides endnu ikke, hvornår han selv kan komme tilbage og se sine skolekammerater.