4. okt. 2021
Af Karina Didriksen

Dejlig juleoverraskelse fra TV 2

Martin Greis-Rosenthal, Bertil Smith, Shireen Noor Rasool og Søs Egelind.
Martin Greis-Rosenthal, Bertil Smith, Shireen Noor Rasool og Søs Egelind.
Foto: Christian Geisnæs/ TV 2
Til december har TV 2 premiere på den helt nye julekalender ”Kometernes jul”, og allerede nu kan man komme i julestemning.

De juleglade danskere kan glæde sig over, at TV 2 i december har premiere på en helt ny julekalender med titlen ”Kometernes jul”.

Her bliver seerne taget med på en eventyrlig og komisk rejse, som også er en fortælling om vores forunderlige univers.

Selv om der er to måneder til december, kan man allerede nu komme i julestemning. Fra mandag den 11. oktober kan man nemlig købe lågekalenderen til TV 2-julekalenderen. Det skriver TV 2.

Masser af aktiviteter

Kalenderen har 24 låger, som hver især gemmer på en QR-kode. De giver adgang til masser af sjove aktiviteter og ekstra materiale, som giver viden om universet.

Overskuddet fra salget af årets lågekalender går som altid til Julemærkehjemmene.

Lågekalenderen, der koster 45 kroner, kan købes i Spar, Bilka, Føtex, Meny, Min Købmand, Bog & Idé, Salling Stormagasin, BR, SuperBrugsen, Kvickly, Dagli’Brugsen, Fakta, Irma og Kontur.

Julekalenderens handling

”Kometernes jul” handler om de fire børn Mie, Johannes, Noor og Elias, som deltager i Astro Camp, der er et to-ugers naturvidenskabeligt kursus med fokus på astrofysik.

Ved et uheld teleporteres Mie og Johannes til den fjerne Planet 9, og fra hvert deres sted i universet må de fire børn nu arbejde mod tiden, naturlovene og en udspekuleret tech-guru for at blive genforenet, før det er for sent.

I ”Kometernes jul” medvirker blandt andre Søs Egelind, Martin Greis-Rosenthal, Molly Egelind, Lotte Andersen og Kurt Ravn.

Familiejulekalenderen markerer startskuddet på det nationale videnskabsår 2022, hvor det er 100 år siden, at Niels Bohr modtog Nobelprisen i fysik.

Læs mere om: