28. feb. 2023
Af Catja Klarskov

Jesper og Kristine fik hjælp i Bolighaj finder hjem: Sådan bliver hverdagen for familiens syge datter

Kristine og Jesper. Indsat: Anders Beier
Kristine og Jesper. Indsat: Anders Beier
Foto: TV 2
Jesper og Kristine havde kun ét ufravigeligt krav, da de fik hjælp af Anders Beier i “Bolighaj finder hjem”. Deres nye hjem skulle ligge tæt på deres syge datters specialinstitution.

Da Jesper og Kristine Stender, i aftenens afsnit af TV 2-programmet "Bolighaj finder hjem", fik hjælp af Anders Beier til at finde deres nye hjem, havde de kun ét ufravigeligt krav. Det var en beliggenhed tæt på deres syge datters specialinstitution, således hverdagen for hende forblev uændret.

“Bolighaj finder hjem”-parret har nemlig datteren Asta på 2 år, som er født med et ekstra kromosom 18. For Jesper og Kristines lille pige betyder det, at hun formodentlig vil opleve både intellektuelle og motoriske hæmninger i mange aspekter af sit liv.

Det vigtigste for familien på tre – snart fire – er derfor, at deres nye hjem ligger i nærheden af “Lærkereden”, som er den institution, Asta går i.

Parrets krav møder stor forståelse fra tv-vært Anders Beier, som dog straks må påpege det problem, der ligger først for.

“Lærkereden” har til huse i Brønshøj, som er et yderst populært område, hvor parrets boligbudget ikke matcher de københavnske priser på himmelflugt.

Bolighajens første bud på et nyt hjem til parret er et tidligere bageri, der kræver en dyr og gennemgribende renovering, førend det bliver noget nær beboeligt. En drøm som frister det unge par, der dog forkaster idéen med argumentet, at de ikke tror på, at økonomien i projektet hænger sammen.

Beiers næste bud er en lejlighed, der er udbudt 300.000 over budget. Jesper og Kristine forelsker sig dog hurtigt i de mange muligheder, de ser i den 126 kvadratmeter store stuelejlighed i det helt rigtige område.

De byder deres budget, der ligger under udbudsprisen på 4.1 millioner, og efter lidt forhandling får det københavnske par drømmelejligheden for 3.9 millioner.

Læs mere om: