Jim Lyngvild: Derfor blev jeg mobbet

I TV 2 Fri-programmet "Vild, vildere, Lyngvild" fortæller Jim Lyngvild, at han blev mobbet som barn.

- Der blev ofte kørt på den svageste i skolegården. Og jeg var ikke den svageste, men jeg havde temperament, Så jeg flippede ud og kastede med borde og stole. Og det syntes de, var sjovt, for så fik de en reaktion. Jeg husker engang, de rottede sig sammen, hvor de hoppede rundt om mig og råbte “flodhest”. Det var virkelig mærkeligt – jeg var jo ikke engang tyk ... fortæller han til BILLED-BLADET.

Mobningen sidder stadig i ham i dag, mange år efter.

- Jeg har det stadig med mig i dag. Børn kan stadig skræmme mig enormt meget. Det er tabubelagt, men jeg kan blive enormt bange for børn. Jeg føler mig ikke tryg, hvis jeg er i en sammenhæng med børn, og det kommer helt tilbage fra min barndom. Følelsen sidder i kroppen: Hvad kan de mon finde på at sige?

- Jeg tror også, der er mange skolelærere, der har det sådan. Jeg har selv oplevet med skolevæsenet, at lærerne kan være bange for eleverne. Så var det nemmere at skyde aben over til mig, så det ikke var dem, det gik ud over, men mig. Jeg har gået på 10 forskellige skoler i Albertslund, fordi jeg er blevet smidt ud. Man kunne ikke håndtere det her barn. Man anede ikke, hvad jeg bestod af...

Men så kom Birthe...

I Jim Lyngvild-dokumentarserien fortæller han, at han blev set som lidt af en ballademager - et problembarn.

- Jeg har altid været en mundfuld. Den jeg er i dag, har jeg altid været – også som dreng. Jeg har ikke ændret mig meget. Nogle syntes, det var en mundfuld. Sådan har det altid været. Jeg larmer – og nogle vil gerne have, at man ikke gør noget væsen af sig.

Men som barn mødte Jim Birthe, der blev hans reservebedste.

- Hun var en kreativ dame, der var udsendt af kommunen for at lave noget kreativ med os børn. Hun kom fra en fin familie, og det var som at komme ind i en eventyr at komme ind i hendes hjem med fine porcelænsstatuer. Hun og jeg klikkede fra første sekund, da jeg var fem år. Vi fik et bedstemorforhold. Og jeg har haft stor glæde af hende hele mit liv. Kreativt og menneskeligt. Birthe så bare mig. Jeg var en kreativ en – gav hun mig en tallerken, malede jeg den. Hun ser mennesker – ikke diagnoser og problemer. Det er en kæmpe gave!

Som det ses i "Vild, vildere, Lyngvild" har han stadig et tæt forhold til Birthe:

- Jeg har altid haft respekt for alderdom, voksne mennesker og ældre, der havde en viden. Jeg kunne suge til mig og lære noget. Børnene på min egen alder havde jo ikke en historie at fortælle. De havde ikke oplevet eventyr. Men det havde Birthe. Hun havde danset ballet og gik med diamantringe og alt sådan noget, som jeg ikke var vant til – jeg fandt det så eksotisk.

.