28. okt. 2022
Af Majken Munk

Kræftramte Stine gav sig selv et løfte, hvis hun var i live året efter: Nu går det i opfyldelse

Stine Camilla Rix og Martin Parnov Reichhardt
Kræftramte Stine Camilla Rix og Martin Parnov Reichhardt i "VIld med dans"
Foto: TV 2
I oktober 2021 så Stine Camilla Rix ”Vild med dans – Knæk Cancer” fra hospitalssengen, og fredag er hun selv en del af programmet.

Der venter en helt særlig udgave af ”Vild med dans” fredag den 28. oktober, da programmet er en del af ”Knæk Cancer”.

Traditionen tro skal to kræftramte danse en dans på Det Kongelige Teater for at samle ind til det gode formål.

Én af danserne er 47-årige Stine Camilla Rix, som faktisk gav sig selv et løfte for bare et år siden.

Som pårørende

Stines berøring med kræft begyndte allerede for fire år siden, da hendes lillesøster får diagnosticeret lungekræft med metastaser i hjernen, og som nu er terminal.

Men berøringen med sygdommen stopper ikke der.

Hun mærker nemlig i foråret, at hun begynder at få ondt i brystet. Da hun undersøger det nærmere selv, mærker hun en knude.

Hendes familie har før været ramt af brystkræft, og det er, hvad hun frygter, det er.

- Min farmor havde brystkræft, og jeg har altid frygtet den sygdom – så jeg blev selvfølgelig meget nervøs. Men samtidig forsøgte jeg at lade være med at male fanden på væggen, fortæller hun til Kræftens Bekæmpelse.

Hun kontakter sin læge, der vil se hende med det samme. Dagen efter får hun beskeden om, at hun har brystkræft.

En skæbnesvanger aften

Få uger efter diagnosen får Stine opereret sit ene bryst væk, som til lægernes store overraskelse indeholder hele 14 knuder.

I løbet af sommeren mærker hun en knude i det andet bryst. Selv om der er tale om en vandcyste, beslutter hun sig for at få fjernet det andet bryst også.

Stine bliver i oktober indlagt efter at have fået fjernet det andet bryst. Fra hospitalssengen følger hun ”Vild med dans – Knæk Cancer”, og der giver hun sig selv et løfte.

- Hvis jeg var i live til næste år, at så ville jeg hjælpe med indsamling til Kræftens bekæmpelse ved at melde mig til Vild med dans, fortæller hun.

Stor motivation

Fredag overholder hun det løfte, når hun med partneren Martin Parnov Reichhardt danser cha-cha-cha på Det Kongelige Teater.

Hun kalder sig selv en dansesmølf, og hun har da også lokket sin mand Martin med til pardans.

Udover at hun kunne glæde over, at hun holdt sit løfte, kunne Stine i slutningen af maj i år juble, da hun fik at vide, hun var kræftfri.

Stines motivation for at være med i den særlige udgave af ”Vild med dans” er, hun vil sætte fokus på pårørende.

Hun har nemlig både været pårørende, samt mærket pårørende være ramt af hendes sygdomsforløb. Da hun ikke selv kan donere et kæmpe beløb, håber hun, at hendes historie kan inspirere seerne til at donere en stor sum til det gode formål.

Læs mere om: