19. okt. 2021
Af Laura Dalgård Hansen

Melissa fra Landmand søger kærlighed afslører: Derfor var jeg ved at rejse hjem

Emil og Melissa
Emil og Melissa
Foto: Lars H. Laursen
Det endte lykkeligt for Emil og Melissa i "Landmand søger kærlighed", men nu fortæller hun, at hun faktisk var ved at rejse hjem undervejs.

Der er opstået sød musik mellem Emil Bay Mortensen og Melissa Fobian, som mødte hinanden i ”Landmand søger kærlighed” tidligere på året.

Det unge par er blevet kærester, og siden den 1. oktober har de også delt adresse.

Melissa ville ikke på tv

Det var noget at et tilfælde, at de to overhovedet mødte hinanden, for det var Emils veninde, der meldte ham til programmet, og Melissas veninde, der på vegne af hende sendte et brev til ham.

- Vi så den korte intro-video med ham, og hun sagde: ”Ej, han ser da meget sød ud”. Og så sagde jeg: ”Ja, det gør han vel. Men jeg skal altså ikke være med i ”Landmand søger kærlighed”, lød svaret fra Melissa, der ikke havde nogen drøm om at date på tv.

Gik lidt i panik

Alligevel blev brevet sendt til Emil, men Melissa havde bestemt ikke regnet med at være blandt de fem udvalgte.

- Til at starte med gik jeg lidt i panik. Men jeg har en masse gode veninder, der bakkede mig op, og de tog med over til Jylland på speeddaten og gruppedaten, og så fik de skubbet mig ud over kanten, fortæller Melissa.

Svært at læse Emil

Men gennem længere tid var hun usikker på Emil og hans følelser, og nu afslører hun, at hun faktisk var ved at tage hjem, da hun og de andre piger var flyttet ind på gården hos Emil.

- Jeg tror, det var fordi, jeg prøvede at passe på mig selv. Jeg vidste, hvad jeg havde meldt mig til, og at der var nogen, der skulle hjem. Jeg havde svært ved at læse Emil og hans signaler, og jeg var ikke hundrede procent sikker på, at det var mig, han ville. Så tænkte jeg, at det var bedre at trække sig end at blive valgt fra, forklarer Melissa.

Heldigvis blev hun på gården, og siden er det jo gået ganske godt for hende og Emil, der nu drømmer om en fælles fremtid.

Læs mere om: