16. feb. 2023
Af Catja Klarskov

Morten Olsen og Kris inden tragedien ramte: Sådan var deres liv sammen

Kristian Bech. Indsat: Marianne Kristine Egeberg og Morten Olsen.
Kristian Bech. Indsat: Marianne Kristine Egeberg og Morten Olsen.
Foto: Birger Storm og Finn Hageman/TV 2
Morten Olsen var forlovet med Marianne Kristine Egeberg, da hun forsvandt sporløst. Sådan var deres liv sammen.

Den tidligere landstræner, Morten Olsen, var forlovet med Marianne Kristine Egeberg, også kaldet Kris, da hun i 1978 forsvandt sporløst fra færgen mellem Gedser og Travemünde i Tyskland.

Inden tragedien ramte, og Kris’ skæbne blev et mysterium, man stadig snakker om 45 år efter, levede det unge par et liv sammen i Belgien, hvor Morten Olsen dengang var professionel fodboldspiller.

I 1978 spillede Kris’ forlovede i klubben Racing White Daring Molenbeek, men parret flyttede allerede til Belgien i 1973.

Her boede de først og fremmest på grund af Morten Olsens fodboldkarriere, men den friske, unge kvinde var bestemt selv driftig og med egne projekter. Det fortæller Kris’ fætter i TV 2-programmet “Som sunket i jorden”.

– Mens de var i Brügge, startede hun også en badmintonklub dernede. Hun var fuldstændig selvstændig. Det var også derfor, Morten elskede hende overalt på jorden, fortælleren fætteren i et interview med Kristian Bech.

I kølvandet på Kris’ forsvinden har gætterierne været mange, og det var i flere år en udbredt misforståelse, at den tidligere landstræner, og Kris’ forlovede, var ombord på færgen, da hun forsvandt.

Det var han ikke.

Morten Olsen har gennem tiden, med ganske få undtagelser, forholdt sig tavs om tragedien og medvirker ikke i TV 2-programmet.

Sagen er stadig uopklaret, men i første afsnit af “Som sunket i jorden” kommer Kristian Bech alligevel med nye oplysninger, der kommer et muligt svar på mysteriet nærmere.

Læs mere om: