23. maj. 2021
Af Majken Munk, Helle Skram de Fries

Puk Elgård: Derfor kæmper jeg for naturen

Puk Elgård
Puk Elgård
Foto: Søren Jul Lamberth
Søndag aften er Puk Elgård med til at samle penge ind til at genoprette naturen i TV 2-showet ”Danmark redder jord”.

På TV 2 skal der søndag kæmpes for at redde den smukke vilde natur, der er i Danmark.

I det storslåede show ”Danmark redder jord”, som Puk Elgård og Mikkel Kryger er værter på, samles der penge ind, som skal gå til at genoprette naturen.

For Puk Elgård er det en vigtig sag.

Naturen for givet

Puk Elgård går ikke bare op i indsamlingen ”Danmark redder jord”, fordi hun er vært på showet.

For hende er det vigtigt at kæmpe for naturen, selv om det måske først er gået op for hende i en sen alder.

- Som voksen er det gået op for mig, at jeg har taget naturen for givet. Det går ikke længere. Vi har i dag kun to procent vild natur tilbage, siger Puk Elgård til BILLED-BLADET.

Red vores jord

Det er i samarbejde med Den Danske Naturfond, at TV 2 engagerer danskerne til at samle ind i en god sags tjeneste.

Pengene, der samles ind, skal bruges på at opkøbe jord, så naturen kan genoprettes, og dyrelivet igen kan spire.

For hver 12 kroner, der indsamles, er det muligt at opkøbe en kvadratmeter jord, som genoprettes til vild natur.

Puk Elgård og Mikkel Kryger byder velkommen til ”Danmark redder jord” søndag kl. 19.30 på TV2, hvor der også er besøg af blandt andet Martin Brygmann, Oh Land og Sys Bjerre.

Læs mere om: