
Rand og Mohammed nægtede at kaste håndklædet i ringen: I dag føler de, de vandt alligevel

I denne sæsons "Først til verdens ende" har parrene rejst gennem USA og Canada i jagten på at komme først til slutdestinationen Key West i Florida.
Efter et hæsblæsende ræs, hvor det til slut var umuligt at forudse, hvem der ville vinde, endte sejren med at gå til kæresteparret Johnni og Jeanette.
Dermed måtte kæresteparret Morten og Benjamin og vennerne Rand og Mohammed se sig slået på målstregen, men selvom det altid er bittert tabe, så føler Rand og Mohammed faktisk, at de har vundet.

For undervejs i ræset ændrede deres mål sig nemlig.
Det fortæller de til BILLED-BLADET.
- Vores mål ændrede sig undervejs. Vi vidste godt, at vi ikke kunne komme på en førsteplads. Vores mål var at vise Danmark, at der ikke er noget, der kan stoppe os, siger Rand, hvorefter Mohammed sætter flere ord på deres nye mål.
- Vi ville vise alle, der kan relatere til vores historie, at det ikke skal begrænse en at være en minoritet i et samfund, siger Mohammed.
Rand og Mohammed har gennem "Først til verdens ende"-ræset mødt adskillige udfordringer og fordomme, der har gjort det svært for dem at få hjælp. Men vennerne har nægtet at kaste håndklædet i ringen og give op, selvom de blandt andet oplevede at blive truet på livet.

