
Sarah Grünewald mødte Forræder-holdet efter finalen: Gik slet ikke som man skulle tro
Det er intenst at være en del af ”Forræder”. Det ved ikke mindst Sarah Grünewald, der har prøvet kræfter med at være forræder.
Den rolle, hun undervejs påtog sig gennem hele spillet, påvirkede tv-værten dybt, hvilket også kom til udtryk, så snart hun var blevet forvist.
Sarah Grünewald kunne slet ikke holde tårerne tilbage, fordi hun var så udmattet efter at have været en del af det psykiske spil, som ”Forræder” er.

Hun forlod programmet midtvejs, og ikke lang tid efter mødtes de medvirkende igen.
- Første gang jeg mødte hele holdet igen var hos en psykolog. Det var en uge efter finalen, og der kunne jeg ikke rigtig være i det. Jeg måtte gå hjem efter en halv time, fordi jeg stadig var så påvirket af den rolle, siger Sarah Grünewald og uddyber:
- Vi var i en stue og skulle smalltalke med dem, jeg havde løjet for. Mange af dem kendte jeg ikke før ”Forræder”, og jeg kunne ikke se mig ud af den forræder-rolle. Det var så ubehageligt, at jeg havde været sådan en person over for dem. Jeg havde svært ved at tilgive mig selv. Jeg var lullet helt ind i spillet. Det var superunderligt og vildt at mærke, at mit nervesystem stadig reagerede så meget, for der var gået en uge, fortæller Sarah Grünewald om oplevelsen, der tog lang tid at ryste af sig.
Spillet opslugte hende fuldstændig, og her et halvt års tid senere kan følelserne fra dengang stadig vende tilbage i kroppen, når hun ser ”Forræder” på tv.
- Det er virkelig fedt at se det, for når man er der, bliver man så lullet ind i det, og når man ser det, er det så tydeligt, at det har alle været. Det gør noget godt at se det. Jeg følte, jeg var mest vanvittig, men det er rart at se, at alle andre også er fuldstændig paranoide og går og bygger teorier hele tiden.
Sarah Grünewald ser ”Forræder” sammen med sønnen Luis på ni år.
- Luis synes, jeg er både gal og genial. Han er jo et lille konkurrencemenneske, så han har spurgt, hvorfor jeg gjorde sådan og sådan. Han har haft mange spørgsmål til min spillestil og er dybt underholdt, siger Sarah Grünewald og afslører, at sønnen holder med Ali og Nicky.


