Theis blev afvist af Katja i Landmand søger kærlighed: Nu fortæller han om sin voldsomme reaktion
Der er snart ikke mange afsnit tilbage af ”Landmand søger kærlighed”, og der er heller ikke mange bejlere tilbage.
Tirsdag aften skulle Katja skære endnu en fra, og det blev Theis, der ikke fik en invitation til den romantiske weekend.
Theis brød sammen
Undervejs i programmet var det tydeligt, at han havde fået følelser for landmanden, men alligevel lod han til at tage afvisningen pænt i programmet.
Men da Theis tog hjem efter en uge i selskab med Katja og Dennis, brød han fuldstændig sammen.
- Der væltede det hele for mig. Da jeg kørte hjem derfra, var det som at kigge ud på indersiden af et akvarium. Jeg tudede hele vejen hjem, det var skrækkeligt. Jeg kørte hjem til en kammerat og sad derhjemme og tudede, og så kørte jeg hjem og sad der og tudede og spiste mig mæt i seks-syv poser chips, og hvad jeg ellers kunne finde på. Jeg brugte hele weekend på at køre hjem til folk og græde, fortæller Theis meget ærligt til Lene Beier i det nye afsnit af ”Landmand søger kærlighed – ekstra”.
Theis ændrede karakter
De spirende følelser for Katja betød, at Theis i løbet af ugen ændrede karakter. Til at begynde med var han kæk og udadvendt, men efterhånden som det hele blev mere alvorligt, blev han mere stille og tilbagetrukket.
- Det kom også bag på mig. Jeg havde slet ikke set det komme, fortæller han.
Desværre for Theis var det ikke ham, der endte med at få landmanden til sidst, men stemningen mellem ham og Katja er fortsat god, og de ses stadig indimellem som venner.
- Jeg snakker også stadig med Dennis, fortæller Theis i ”Landmand søger kærlighed – ekstra”.
I næste uge kan man se, hvordan det går, når Katja og Dennis skal på romantisk weekend.