Ulla Terkelsen afslører: Har arbejdet sammen med Boris Johnson
I programrækken "Ulla og Ingemann ordner Europa" rejser de to erfarne tv-journalister Ulla Terkelsen og Peter Ingemann rundt for at tage temperaturen på den europæiske union.
Det gør de i anledning af at det i januar var 50 år siden, at Danmark trådte ind i EF.
Undervejs lægger de vejen forbi en lang række europæiske lande, og kan blandt andet nyde de historiske monumenter og spændende historiske fortællinger i Spanien, Italien, Finland og Grækenland.
I løbet af rejsen kommer også en række mere personlige fortællinger fra Peter Ingemann og Ulla Terkelsens egne liv op til overfladen.
Under deres stop i netop Grækenland bliver det således afsløret, at den erfarne korrespondent Ulla Terkelsen har arbejdet sammen med en ganske højtstående britisk politiker tilbage i 90'erne.
Arbejdede sammen i Bruxelles
Mens Ulla Terkelsen og Peter Ingemann besøger Grækenland, skal de naturligvis forbi Akropolis i Athen.
For fødderne af det historiske tempel møder de den danske ambassadør i Grækenland, Klavs Holm, og det viser sig hurtigt, at Ulla og Klavs har kendt hinanden i mange år.
- I kender jo hinanden, lyder det konstaterende fra Peter Ingemann, efter Ulla Terkelsen og Klavs Holm har udvekslet kindkys.
- Ja, vi var naboer i Bruxelles i 90'erne og har været gode venner lige siden, bekræfter Ulla Terkelsen, inden Klavs Holm kommer med en sjov anekdote:
- Ja, det var der hvor Ulla arbejdede i journalistkorpset sammen med Boris Johnson. Jeg mødte ham faktisk for en tre-fire år siden og omtalte dig, og han kunne godt huske både dig og Ole Ryborg (journalist, red.), og det sjov vi havde dengang.
- Jeg kan også huske ham!, lyder det fra en smilende Ulla Terkelsen.
Den tidligere premierminister i Storbritannien, Boris Johnson, var fra 1989 korrespondent i Bruxelles for det britiske medie The Daily Telegraph, og det var altså under hans tid i Bruxelles, at Ulla Terkelsen og Klavs Holm stiftede bekendtskab med Boris Johnson.