4. mar. 2023
Af Laura Dalgård Hansen

Få overblikket her: Britt Bendixen er langt fra den eneste kendte i familien

Britt Bendixen
Britt Bendixen
Foto: Martin Høien
Mange danskere ved, hvem Britt Bendixen var, men hun er langt fra den eneste i familien, der er kendt af mange.

Det var lørdag den 18. februar, at den triste nyhed om Britt Bendixens død kom frem. Hun døde 81 år gammel efter længere tids sygdom, og lørdag skal hun bisættes fra Holmens Kirke i København.

Britt Bendixen havde en lang karriere som danser og koreograf bag sig, og mange danskere kender hende især fra hendes tid som dommer i ”Vild med dans”.

Hun er dog langt fra den eneste i familien, der er kendt.

Britt Bendixen er mor til Niclas Bendixen, der også er anerkendt koreograf og danser, ligesom han også har instrueret flere teatermusicals og tv-serier. Hans far var den amerikanske koreograf Gene Nettles.

Niclas Bendixen har danset med i Cirkusrevyen, ligesom han også har været koreograf under optagelserne til ”Dansegarderoben”, der handler om netop Cirkusrevyen.

Britt Bendixen med sin svigerdatter, Trine Dyrholm, og søn, Niclas Bendixen. 
Britt Bendixen med sin svigerdatter, Trine Dyrholm, og søn, Niclas Bendixen.
Foto: Martin Høien

50-årige Niclas Bendixen danner par med en anden kendt dansker, for han er gift med skuespiller Trine Dyrholm, og sammen har de sønnen Axel.

Niclas Bendixen er blevet født ind i danseverdenen, for han voksede op på sin mors danseskole Pejsegaarden, som Britt Bendixen havde overtaget efter sin egen mor.

Britt Bendixen var datter er danselærerparret Frode Godtfred Hekkel Bendixen og Mitzi Naemi Bendixen, som grundlagde den kendte danseskole i 1945.

Mitzi Naemi Bendixen og Frode Godtfred Hekkel Bendixen.
Mitzi Naemi Bendixen og Frode Godtfred Hekkel Bendixen.
Foto: Privat

Også Britt Bendixens bror, Bo Bendixen, var glad for danseverdenen, og ud over at være danselærer var han også tekstforfatter og kendt fra forskellige tv-programmer.

Lige for tiden kan man se Bo Bendixen portrætteret i ”Dansegarderoben” på TV 2, for Rasmus Krogsgaards karakter Harry, er baseret på netop ham.

Bo Bendixen var i sin tid gift med Britta Michaelsen, der i ”Dansegarderoben” bliver spillet af Mille Lehfeldt. Parret gik fra hinanden i 1975, og han fandt sammen med Mai-Britt Lassen, som også dansede i Cirkusrevyen, og som i TV 2-serien bliver spillet af Andrea Heick Gadeberg.

Bo Bendixen (t.v.) med sin daværende hustru Britta Michaelsen, moren Mitzi, søsteren Britt og hendes daværende mand, Gene Nettles. 
Bo Bendixen (t.v.) med sin daværende hustru Britta Michaelsen, moren Mitzi, søsteren Britt og hendes daværende mand, Gene Nettles.
Foto: Privat

Bo Bendixen og Mai-Britt Lassen fik datteren Nina Bendixen sammen, og hende er der mange, der kender som vejrvært på DR. Britt Bendixen er således Nina Bendixens faster.

Nina Bendixen har i en årrække været vejrvært på DR. 
Nina Bendixen har i en årrække været vejrvært på DR.
Foto: Lars H. Laursen

Læs mere om: